Tobak vil om seks år ikke være at finde i samtlige af Lidls butikker.
Dagligvarekæden Lidl udfaser alt salg af tobak i egne butikker inden udgangen af 2028, derudover vil alle nye butikker, som Lidl åbner, ikke sælge tobak.
Initiativet møder stor opbakning fra Kræftens Bekæmpelse:
”Det er et fantastisk initiativ, som åbner helt nye muligheder for tobaksforebyggelse og betyder, at færre børn og unge begynder at ryge, og det bliver lettere at forblive røgfri for dem, som prøver at holde op,” udtaler Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.
Den første tobaksfrie butik bliver Lidls nye butik i Hjørring, som slår dørene op torsdag d. 11. maj 2023.
Discountkæden forventer at åbne flere end 60 nye butikker i Danmark i løbet af de næste år, hvoraf alle disse butikker vil være tobaksfrie.
Udover ikke at sælge tobak i alle nyetablerede butikker udfaser Lidl allerede i år 20% af cigaretpakkerne i kædens øvrige butikker, og inden udgangen af 2028 vil alle tobaksvarer helt være fortid hos Lidl.
Kort efter Lidls offentliggørelse har både Coop og Salling Group reageret.
Tidligere i dag vurderede en analytiker, at flere supermarkedskæder ville træde i Lidls fodspor, men det bliver hverken Salling Group eller Coop.
Det bekræftes af TV 2, der har været i kontakt med kæderne.