Det er ikke længe siden, at det kom frem, at MobilePay indfører nye gebyrer den 24. marts.
"De (nye vilkår, red.) betyder, at der bliver indført et gebyr på 1%, når du sender over 4.000 kroner til andre private brugere. Det gælder kun den del af beløbet, der overstiger 4.000 kroner," skrev MobilePay om tiltaget.
Som om omvæltningen med de nye gebyrer ikke er nok, så er der igen nyt fra betalingsgiganten.
Sådan skriver Børsen.
Kan betale i Norge og Finland
Sagen er den, at danskerne nu kan bruge MobilePay til at betale i butikker i både Norge og Finland.
"Betalinger over landegrænser i Norden er et vækstområde for os, men det er også vigtigt af andre grunde," udtaler Jeanette Hertzum, som er midlertidig landechef i Danmark, til Børsen og fortsætter:
"Vi er en nordisk virksomhed, og vi arbejder hver dag på at være relevant for alle skandinaver, og derfor er det helt oplagt, at man skal kunne betale med Vipps og Mobilepay i hinandens butikker."
Vipps MobilePay arbejder desuden på en ny betalingsløsning, der skal tage kampen op med de globale giganter Apple Pay og Google Pay.
Hvordan løsningen konkret vil se ud, er endnu uvist, men ambitionen er at skabe et stærkere alternativ til de etablerede betalingsmuligheder.
Gebyrer gælder ikke alle
Som tidligere nævnt er der nye gebyrer på vej mod MobilePay-brugerne, men de gælder faktisk ikke alle.
Brugere under 15 år opkræves ikke gebyret for disse person-til-person betalinger.
Udover det ovenstående gebyr, opkræver Vipps MobilePay ikke gebyr for person-til-person betalinger eller betalinger til virksomheder eller for brug af dit kort via appen – men virksomheden, som du handler med, kan opkræve et gebyr.
Din kortudsteder kan opkræve et gebyr for brug af dit kort. Det samme gælder, hvis den bank, hvor du har en tilknyttet konto i, opkræver et gebyr for brug af kontoen.
Du kan finde de nye vilkår under “Mig” i din app eller på vores hjemmeside under “Betingelser”.