Onsdag aften var der gallapremiere på filmen Lille Sommerfugl, som Sarah Grünewald medvirker i og her var værten naturligvis mødt op. Der var dog en væsentlig ting som hun mere eller mindre manglede - nemlig stemmen. Det skriver BILLED-BLADET, som efterfølgende talte med Vild med dans-værten.
“kæft hvor er det åndssvagt det her. Jeg mister tit stemmen om vinteren. Jeg havde lidt ondt i halsen i sidste uge og har været gennem vildt mange coronatests, for det skal man jo, når man har noget med halsen. Men jeg har ikke corona,” fortæller Sarah Grünewald til bladet.
Hun fortæller at det også skete sidste år i december, at hun mistede stemmen - og det ligger tilsyneladende til familien. Det sker nemlig også ofte for hendes mor.
Snakker for meget
“Vi snakker for meget”, tilføjer hun med et smil.
Heldigvis for Sarah, er det først på lørdag, at hun sammen med Christiane Schaumburg-Müller, skal på skærmen og præsentere danserne som skal på gulvet. Forhåbentlig betyder det, at stemmen når at komme på højkant igen inden.
Normalvis sendes Vild med dans om fredagen, men fra på lørdag sendes det om lørdagen kl.20.00 på TV 2.
På lørdag gæster en ny danser programmet, nemlig 11-årige Olivia, som vandt dette års Den vildeste danser. Siden finalen har hun danset hver dag og hun er i den grad, klar til at indtage Vild med dans-studiet.
I Den vildeste danser havde Olivia Silas Holst som dansekaptain, hvor de to dansede sig vej til finalen.
Olivia danser både hiphop, moderne og disco - men hun har endnu ikke afsløret hvad hun skal danse i Vild med dans den 5. december. Vi må vente i spænding, til hun indtager dansegulvet på lørdag.