Kræftens Bekæmpelse med stor hæder

Af: Kasper Rud

|

29/08/2024

Nyheder
Foto: Kræftens Bekæmpelse
Foto: Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse uddeler stor hæder til unge forskere.

Lige nu læser andre også

Kræftens Bekæmpelse hædrer unge forskningstalenter

Læge, ph.d. Ulrik Stoltze, 35 år og læge, ph.d. Simon Husby, 37 år, begge ansat ved Rigshospitalet, modtager årets Forskningstalentpriser fra Kræftens Bekæmpelse. De modtager hver 100.000 kroner for fremragende forskning inden for hvert deres felt.

Ulrik Stoltze er læge og børnekræftgenetiker og ansat på Børneonkologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Han har bl.a. været med til at udvikle en ny DNA-test, der gør det 20 gange billigere at screene raske børn for sjældne genetiske tilstande, blandt andre dem med høj risiko for kræft hos børn og unge.

Derudover har han etableret Danmarks første screeningsklinik for børnekræft, der skal finde kræft tidligt hos de børn, der har den allerhøjeste risiko for kræft.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse, via Ritzau.

Simon Husby er ansat ved Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme. Han forsker i personlig behandling til patienter med lymfekræft, hvor man ved at analysere DNA fra patienternes blod kan finde frem til den rette behandling.

Hans forskning er fokuseret på at finde svar på hvem der kan tåle kemoterapi, og hvem der får for mange bivirkninger.

Det forventes, at hans forskningsresultater vil gøre valget mellem ny immunterapi eller traditionel kemoterapi nemmere for patient og læge.

Priserne som årets Forskningstalent uddeles hvert år af Kræftens Bekæmpelse til yngre forskere, der har ydet en særlig indsats inden for dansk kræftforskning.

Med prisen følger 100.000 kr., som kan bruges til konferencer eller forskningsophold i udlandet, eller til indkøb af udstyr til forskningen.

Priserne blev overrakt torsdag 29. august af Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen på konferencen Danske Kræftforskningsdage i Odense.

Anbefalet til dig