Nu udtaler kronprins Frederik sig om en hård oplevelser, der har været med til at forme den kommende konge. Da han i 2000 var på en næsten 3000 kilometer lang slæderejse fra Qaanaaq til Daneborg i Grønland fik kronprinsen ensomheden ind på nærmeste hold.
"Det var dejligt at opleve, at jeg kunne overleve ensomheden i så mange måneder," fortæller kronprins Frederik i et nyt DR program om den fire måneder lange slæderejse gennem Grønland.
Ordene falder i en miniserie på to afsnit, hvor det første bliver sendt i løbet af pinsen.
I miniserien på DR1 rejser Kronprinsen til Færøerne – og senere til Grønland, for at møde befolkningen, kulturen og naturen, mens Dronningen fortæller om de historiske og personlige bånd mellem kongehuset, Færøerne og Grønland.
"Kun dig"
Det er under et besøg hos den færøske kunstner Trondur Patursson, at Frederik løfter sløret for sin oplevelse af ensomheden.
"Jeg syntes, jeg kendte mig selv godt og havde gennemgået en krævende uddannelse," slår kronprinsen fast, inden han uddyber:
"Deroppe er du afhængig af dig. Kun dig. Du kan ikke bede om hjælp. Det var en oplevelse at være så langt væk og så alene – og vide, at det var vigtigt, at du opretholdt dine egen eksistens."
Første program i miniserien Kongehuset på Færøerne, hvor både kronprins Frederik og dronning Margrethe medvirker, vises på DR1 24. maj klokken 20.