Tirsdag i denne uge deltog kronprinsessen Mary i sin egenskab af medlem af UNFPAs High-Level Commission on ICPD25 i et virtuelt møde med resten af kommissionen.
"Omstændighederne er desværre endnu ikke til et fysisk møde for ICPD25 Højniveaukommission, som FN’s Befolkningsfond etablerede i 2020 (så hermed endnu et billede af mig ved skærmen…)," skriver kronprinsesse Mary på Kongehusets sociale medier, hvor hun har delt et billede af hende, der deltager i det virtuelle møde.
Her ser du kronprinsesse Mary til det virtuelle møde. Foto: Kongehuset
Hun forklarer videre om kommissionens formål.
"Kommissionen blev oprettet for at arbejde for at sikre, at kvinder og piger har den fornødne viden og de redskaber, der skal til for at sikre, at de kan bestemme over deres egen krop og dermed deres eget liv," fortæller kronprinsessen, inden hun tilføjer:
"Mødet i dag fokuserede på arbejdet med at sikre, at enhver graviditet er ønsket, at enhver fødsel er sikker og at ingen udsættes for kønsbaseret vold eller skadelige skikke såsom pigeomskæring eller børneægteskaber."
Værre under corona
Kronprinsesse Mary understreger, at store udfordringer kun er blevet større under den igangværende pandemi.
"Det er store udfordringer, som kræver fokus, engagement, investering og en fælles stærk vilje. Særligt nu, hvor COVID-19 har rullet udviklingen tilbage på så mange områder. Vi ved, at COVID-19 forstærker eksisterende udfordringer," skriver kronprinsesse Mary.
Særligt to områder vækker bekymring hos medlemmerne af kommissionen, fortæller Mary.
"For eksempel bliver der hvert år foretaget 25 millioner usikre aborter i verden, og på grund af COVID-19 forventes yderligere tre millioner kvinder at få foretaget en usikker abort i år. Og stigningen i kønsbaseret vold er også foruroligende – vi hørte, at stigningen nogle steder var op til 40 procent."
Mary virker dog til at være klar til at smøge ærmerne op.
"Der er meget, der skal gøres for at skabe en bedre verden," skriver kronprinsesse Mary afslutningsvis i opslaget.