Kun hver femte dansker ved det: Dette rum er hjemmets største strømsluger

Nyheder
Foto: Shutterstock
Det er kun en femtedel af befolkningen, der er klar over, hvilket rum i hjemmet, der sluger mest strøm.

Lige nu læser andre også

I en tid med høj inflation og endnu højere elpriser er energibesparelser i hjemmet blevet et populært samtaleemne landet over.

Men danskerne er uenige om, hvor besparelsespotentialet er størst, viste en undersøgelse, som Kantar Gallup lavede for Gjensidige og NRGi for knap et år siden.

Undersøgelsen viste, at godt hver tredje dansker tror, at der er størst potentiale ved at spare på energien på badeværelset, mens hver femte svarer, at det er køkkenet, der er den største synder, når det kommer til ens elregning. 

Men ifølge byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen, er der ingen tvivl om, at arbejdet med at sænke strømforbruget i hjemmet bør starte i køkkenet. 

"Det kan være overraskende for mange, at køkkenet faktisk er den største syndebuk for højt strømforbrug i hjemmet. Men når man tænker over det, så er det også det rum, hvor vi bruger flest elektriske apparater og funktioner, som køle-/fryseskab, ovn, komfur, kaffemaskine, opvaskemaskine og diverse andre køkkenapparater," siger Bo Halm Andersen, der har konkrete råd til danskerne, når de vil spare på strømmen i køkkenet:  

"Det gælder alt fra temperaturregulering af køle- og fryseskab, korrekt brug af opvaskemaskinen samt energioptimering af ovnen og komfur, hvor eftervarme bør indtænkes, som en naturlig del af madlavningen. Og så kan man også overveje, om man én gang om ugen helt skal droppe at tænde for ovnen eller komfuret, og i stedet kaste sig over at lave kolde retter til aftensmad. Det kan i den grad også være med til at sænke energiforbruget."

I en opgørelse fra Energistyrelsen over det typiske elforbrug i parcelhuse står køkkenet for 31 procent af strømforbruget, mens badeværelset står for 23 procent af elforbruget.

Derudover er underholdning og belysning også nogle af hjemmets største strømslugere med helholdsvis 19 procent og 11 procent af forbruget.  

Hos Gjensidiges skadedirektør, Henrik Sagild, vækker det glæde, at danskerne er blevet opmærksomme på at spare ressourcer, og samtidig er gode til at identificere, hvor man kan sætte ind for at opnå de største besparelser.  

“Det er både godt for privatøkonomien og klodens ressourcer, at vi er blevet mere opmærksomme på at spare på strømforbruget, og i flere tilfælde kan en ændret adfærd faktisk også være med til at forebygge skader i ens hjem. På den måde er der meget mere end bare én god grund til at tænke over, hvor man kan finde den største besparelse i hjemmet,” siger han.

Hvor i hjemmet mener du, der er størst potentiale for at spare på strøm? 

Boligens varmekilde - 15 procent

Køkkenet (fx udskiftning af hårde hvidevarer og andre produkter af ældre dato og mindre brug af ovn, kogekander osv.) - 19 procent 

Boligens belysning, herunder eventuel udskiftning af lampe og pærer - 11 procent

Stuen (fx tv og underholdning såsom, gaming, streaming etc.) - 12 procemt

Badeværelset (fx mindre brug af håndklædetørrer, vaskemaskine og tørretumbler) - 31 procent

Andet, notér - 3 procent

Ved ikke - 9 procent

Forbruget i en gennemsnitlig familie i parcelhus 

Vask - 23 procent

Køle- og fryseapparater - 19 procent

Underholdning - 19 procent

Madlavning - 12 procent

Belysning - 11 procent

TV - 7 procent

Diverse - 7 procent

Opvarmning - 3 procent

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i november og december 2022. 

Anbefalet til dig