Kunder i Danske Bank og Sydbank skal være på vagt: Dine penge kan være i fare

Af: Alberte B. C.

|

12/02/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Danske Bank og Sydbank snydt af svindlere: Kunder risikerer at miste penge

Lige nu læser andre også

Et simpelt telefonopkald har i flere tilfælde været nok til at narre danske banker og skaffe svindlere adgang til spærrede kort og større beløbsgrænser.

Det viser en omfattende undersøgelse fra TV 2 og TjekDet, som afslører, hvordan kriminelle udnytter huller i bankernes sikkerhed.

Gennem et massivt læk af lydfiler fra svindlernes computere er det dokumenteret, hvordan kriminelle kontakter bankerne, udgiver sig for at være kunder og med få oplysninger får godkendt transaktioner eller genåbnet kort.

Blandt de berørte banker er Nordea, Danske Bank og Sydbank, som alle er faldet i svindlernes fælde.

Sådan narres bankerne

Fremgangsmåden er simpel.

Først kontakter svindlerne en privatperson og udgiver sig for at være enten politiet eller banken.

Ved at manipulere offeret får de adgang til personlige oplysninger og bankoplysninger.

Dernæst ringer de til banken og udgiver sig for at være kunden selv.

I flere tilfælde har bankmedarbejdere kun bedt om cpr-nummer eller navn, hvilket svindlerne let kan oplyse.

I ét tilfælde lykkedes det en svindler - kaldet "Erling" - at få Ringkjøbing Landbobank til at genåbne et spærret kort på under ét minut.

'Bankerne sover i timen'

It-ekspert Sune Gabelgård, der har lyttet til flere af optagelserne, kalder det "rystende", hvor let svindlerne slipper afsted med bedrageriet.

"Jeg havde forventet, at de havde fundet en eller to banker, som var nemme at snyde, men her går det generelt godt for svindlerne på tværs af banker. Det er altså vildt," siger han til TV 2.

Ifølge eksperten er problemet ikke kun, at svindlerne er dygtige, men at bankerne ikke stiller nok sikkerhedsspørgsmål.

Bankerne vil ikke interviewes

TV 2 har forelagt materialet for de involverede banker.

Ringkjøbing Landbobank kalder hændelsen "dybt beklagelig" og erkender en fejl i deres procedurer.

Nordea forklarer, at svindlerne bruger avancerede teknikker som spoof-opkald, hvor det ser ud som om, de ringer fra kundens nummer.

Ingen af de berørte banker har ønsket at stille op til interview, men Finans Danmark, der repræsenterer bankerne, erkender, at svindel er et voksende problem.

"Det er hele tiden en kamp, hvor man skal følge med i de nye metoder, de nye svindelformer og så reagere på baggrund af det", siger digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen.

Svindlerne er altid et skridt foran

Selvom flere banker er begyndt at stille mere komplekse sikkerhedsspørgsmål, viser optagelserne, at svindlerne ofte har adgang til detaljerede oplysninger om deres ofre.

De kan derfor nemt svare korrekt på spørgsmål om eksempelvis forsikringer, bankrådgivere eller lægehus.

Undersøgelsen viser, at bankerne står over for en konstant kamp mod svindel, hvor de kriminelle bliver stadig mere avancerede – og ofte er et skridt foran.

Anbefalet til dig