Kvinde satte Lotto-kupon på spil i pakkeleg: Kort efter var det utænkelige sket

Nyheder
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
"Jeg synes nu, at jeg har mere brug for pengene."

Lige nu læser andre også

Medlem nummer 4.654 i Danske Spils Millionærklub spillede kun Lotto én eneste gang sidste år – men en gang var nok. Hun vandt nemlig 1.000.000 kroner på sit enlige forsøg.

Først havde hun dog sat hele gevinsten på spil i en gang pakkeleg med kæresten…

Det er efterhånden et par måneder siden, men kvinden fra Nordsjælland har absolut ingen problemer med at huske tilbage:

”Normalt spiller jeg ikke Lotto, men da jeg skulle holde jul med min kæreste og skulle købe fire gaver til pakkelegen, så købte jeg kuponer til aftenens trækning i Lotto,” fortæller hun med et grin til Danske Spil.

Da pakkelegen så gik i gang, indledte kvinden en indædt jagt på sine egne pakker. Hun endte med at få fingrene i tre af dem, mens kæresten fik den fjerde.

Men da parret så senere fulgte med i lodtrækningen, endte fordelingen skævere endnu.

”Min kæreste vandt ikke noget. Men på den ene af mine kuponer var der 70 kroner, og på den anden var der så 1.000.000 kroner. Og så gik det op for mig: Tænk, hvis han havde vundet millionen på en kupon, jeg havde købt! Havde jeg mon overlevet det?” spørger hun med en stort grin.

”Ej, selvfølgelig ville jeg da have undt ham det, men jeg synes nu, at jeg har mere brug for pengene,” lyder det muntert.

Hun skynder sig dog at tilføje, at selv om hun har været meget nede på jorden og slet ikke brugt særligt mange af pengene, så har hun naturligvis delt lidt at gevinsten med kæresten.

”Jeg har da forsødet hans liv lidt, og vi har også været ude for at spise sammen med familien,” fortæller hun.

Derudover, så har hun også brugt penge på noget, som hun kun yderst sjældent bruger penge på: Lotto!

”Jeg spillede kun Lotto én gang sidste år, og der vandt jeg jo. Så jeg må indrømme, at jeg også har købt lidt Lotto i år. Det kunne jo være,” siger hun.

Anbefalet til dig