Kvindens veninde vandt 1 million kroner i Lotto: Nu skal hun fortælle noget 'sjovt'

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
”Vi skal alle fire mødes igen om et par uger," fortæller kvinden.

Lige nu læser andre også

Der var ikke færre end 37.096 heldige vindere, der kunne juble højlydt, da der 15. februar klokken 15 blev trukket lod i Klasselotteriet – en af dem, der kunne juble allerhøjst, var en kvindelig pensionist fra Midtjylland.

”Det er en ret vanvittig historie. Vi er fire ret tætte veninder, hvad er chancen for, at to af dem vinder?” fortæller hun.

Den vanvittige historie er kort fortalt, at en af kvindens gode veninder for et halvt år siden kunne fortælle, at hun havde vundet 1.000.000 kroner i Lotto – og nu glæder kvinden sig til næste gang, de fire skal mødes.

For så er det hendes tur til at overbringe glade nyheder.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Da min veninde vandt i Lotto, syntes jeg bare, at det var fantastisk for hende, men samtidigt tænkte jeg også, at så vinder jeg i hvert fald ikke, for det er da helt udelukket, at der er to i samme lille venindegruppe, der kan vinde en million,” fortæller kvinden.

Men helt udelukket var det jo så ikke:

”Vi skal alle fire mødes igen om et par uger, og så vil jeg sige, som jeg sagde til dig: ’Hvad er chancen for, at to af os fire veninder vinder en million. Og så vil de helt sikkert HYLE op i jubel,” fortæller kvinden med et stort grin.

Kvinden regner med, at regningen ved den lejlighed nok lander på hendes bord, og det har hun det helt fint med.

For det er sådan, hun godt vil bruge en stor del af gevinsten. På hygge og komsammen med venner og familie.

Det kommer også kvindens børnebørn til gode, for dem har hun nemlig tænkt sig at forkæle med en rigtig tøj-shoppetur á la Hollywood:

”Jeg planlægger at tage dem med til København, og så skal vi lege Pretty Woman, hvor de rigtigt får lov til at brænde ud i en tøjbutik. De er teenagere, så det er lige sådan noget, det hele drejer sig om,” siger hun.

Med en rund million ekstra på bankkontoen, bliver der også rigeligt råd til at beholde de samme lodder i Klasselotteriet.

Som en ekstra krølle på historien fortæller kvinden nemlig, at hun faktisk var ret tæt på at skifte dem ud, lige før de blev udtrukket.

”Jeg har haft de her lodder i 10 år, og de første par år vandt jeg småbeløb næsten hver måned. Så tyndede det ud, og de sidste tre år, har jeg ikke vundet noget som helst. Derfor sagde jeg til min mand, at jeg ville sige dem op for at købe nogle andre numre. Men det fik jeg så aldrig taget mig sammen til at gøre… Det var heldigt,” konstaterer hun.

Anbefalet til dig