Kyler ølflaske efter patruljevogn: Vanvidsbilist kører ind i en bunke sigtelser

22/06/2020

Christian Granhøj Skouboe

Patruljen satte efter den alt for hurtige bilist. Foto: Shutterstock
En ung mand havde slet ikke styr på fartgrænserne - og en lang række andre love!

Mest læste i dag

Politiet bemærkede fredag klokken 16.37 en bil, der kørte meget stærkt i området ved Ørslev ved Vordingborg. Det fik en patrulje til at sætte efter bilen, fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten mandag. 

Bilen fortsatte nordpå ad hovedvejen mod Rønnede med særdeles høj hastighed, selvom politiet forsøgte at få bilen til at standse. I flere omgange blev der kørt med op mod 140 kilometer i timen i byområder, samtidig med at der blev overhalet over fuldt optrukne linjer, brugt håndholdt mobil og kastet en flaske ud af et vindue i et forsøg på at ramme en politibil.

Herudover smed chaufføren også en lille pose ud af et vindue, som senere viste sig at indeholde en mindre klump hash.

Indkasserer stribevis af sigtelser

Det lykkedes politiet at få standset bilen på Rønnede Landevej ved Tappernøje, men da en politibetjent tog kontakt til føreren, forsøgte føreren at sætte bilen i bevægelse igen og køre frem mod betjenten. Føreren – som var 20 år og fra Haslev – blev anholdt klokken 17.03.

Han endte med at blive sigtet for at forvolde fare for liv og førlighed, for at overtræde lov om euforiserende stoffer, for forsøg på vold mod tjenestemand og for at køre i bil, selvom han havde fået frakendt sit kørekort. Herudover blev en 18-årig kvinde, der havde været passager i bilen, også anholdt.

Hun blev løsladt igen klokken 17.20, mens den 20-årige chauffør først blev løsladt lørdag klokken 12.30.

 

Anbefalet til dig