Låst inde i bur og smidt ud: Nybagt kattemor kasseres uden sine killinger

Nyheder
Chance blev fundet i en container, men der var intet spor af hendes killinger. Foto: Dyreværnet
En mild vinter og et varmt forår er medvirkende til, at antallet af hjemløse katte er eksploderet. Dyreværnet melder om næsten en fordobling i antallet af indleverede katte.

Lige nu læser andre også

En af de forfærdelige historier, Dyreværnet kan fortælle, handler om katten Chance. En dame indleverede en kat, som hendes datter havde fundet i en container. Katten var låst inde i et et kattebur, så den havde ingen mulighed for at undslippe eller finde føde. Da den bliver undersøgt af dyrlægen, konstaterer han, at det er en nybagt kattemor, da hun har meget mælk i patterne.

Det betyder altså, at nogen har taget kattemor fra sine killinger for at smide hende i en container. “Hvad der er sket med hendes killinger, tør vi slet ikke tænke på. Vi har kaldt hende for ’Chance’, da det var lige i sidste øjeblik, at hun blev reddet og dermed fik en chance til”, fortæller Rikke Christensen Lee, direktør hos Dyreværnet, i en pressemeddelelse.

“Vi ved, at katten Chance blot er én ud af hundreder af katte, der bliver smidt ud, mister livet eller bare dør i naturen. Og de fortjener alle en chance for at få et værdigt liv og give glæde til en familie”, understreger Rikke.

Bliv en dyrehelt

“Agria støtter op om Dyreværnets store indsats for dyrene i Danmark. Katte er en langvarig forbrugsgode - så man skal altid overveje, om man har tiden til at byde en kat velkommen i sit hjem nu, men også om mange år”, udtaler Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring.

Hvis man gerne vil være en dyrehelt, er det nu, man skal overveje at få den kat, man har drømt om - eller få kat nr. to i familien. “Vi får indleveret de dejligste killinger og voksne katte, der alle trænger til et hjem”, slutter Rikke Christensen Lee, Dyreværnet.

Giv katten lidt tid

Katte er kendt for at være deres egen herre, men det betyder ikke, at de ikke har brug for selskab. Har du fået en ny kat, så må du, særligt i de første par uger, bruge ekstra meget tid sammen med katten, så I kan lære hinanden at kende. Inden man anskaffer sig en kat, bør man desuden overveje, om man har tid til det og økonomi til foder, forsikring samt dyrlæge. Det er også vigtigt at overveje, om der er en god ven, der vil passe katten, hvis man tit er ude at rejse i ferier. Læs mere her om, hvilke overvejelser man skal gøre sig, inden man anskaffer en kat.

 

 

Anbefalet til dig