En indkøbstur kunne have fået store konsekvenser for en dansk hundeejer. Hun skulle bare et kort smut ind i forretningen, men da hun kom ud igen, var både hendes hund og bil væk forsvundet fra parkeringspladsen
"Fredag formiddag klokken 10.25 skulle en kvinde hurtigt ind og handle og efterlod sin bil med nøglen i tændingen på en parkeringsplads på Vestenborg Alle i Nykøbing Falster. Kvindens hund blev efterladt i bilen," skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten:
"Mens kvinden var inde i butikken, så en 41-årig mand og en 32-årig kvinde deres snit til at stjæle bilen. En patruljebil i nærheden opdagede den stjålne bil, og fik den standset efter en kort biljagt."
De to biltyve forsøgte dog at flygte til fods i hver sin retning, men den 41-årige mand blev løbet ind og overmandet. Mens politibetjentene var i gang med at anholde den 41-årige, kom den 32-årige kvinde gående og blev standset af patruljen og anholdt.
Den anholdelse faldt dog ikke i god jord
"Nu rettede hun sin verbale vrede mod betjentene og blev derfor sigtet for fornærmelig tale mod polititjenestemand. Desuden havde hun nogle små klumper hash i lommen, så derfor blev hun sigtet for lov om euforiserende stoffer. Den 41-årige blev sigtet for biltyveri, for spirituskørsel og for at opgive falsk navn og cpr-nummer da han blev anholdt. Bilen og hunden blev lykkeligt forenet med deres ejer."
Må springe for livet
Det var dog ikke det eneste sted, hvor der var problemer i trafikken. Et andet sted i politikredsen blev der kørt det, som Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi beskriver som 'vanvidskørsel'
"Lørdag klokken 14.48 standsede poltiet en bil, der kort holdt ind til siden men derefter stak af. Ved den efterfølgende biljagt henover ti minutter kørte bilen over 160 kilometer i timen på landevej og venstre om helleanlæg," skriver politiet. Det kunne være gået helt galt
"Undervejs måtte en kvinde og hendes far i kørestol springe til side for ikke at blive kørt ned, da bilen kørte forbi i ganske kort afstand."
"Turen sluttede på en fodboldbane ved Stenlille skole, hvor føreren af bilen forulykkede, da han ramte et træ. Bilen blev totalskadet, men føreren, en 54-årig mand, kom ikke til skade. Til gengæld blev han anholdt, sigtet for biltyveri, vanvidskørsel og for at forvolde fare for andres liv og førlighed. Desuden var manden påvirket af cannabis og amfetamin og havde ikke førerret, så de sigtelser stødte også til. Den 54-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 8. september"