Lagkagehuset har givet en klar besked til deres ansatte om, at de ikke skal udtale sig om det.
Lige nu læser andre
Lagkagehuset har bedt sine medarbejdere om ikke at udtale sig til pressen om kædens fastelavnsboller, der på det seneste har mødt en del kritik for indholdet af tilsætningsstoffer. Det skriver Jyllands-Posten.
Kritikken har særligt rettet sig mod en variant af fastelavnsbollen, som indeholder 22 e-numre. På virksomhedens hjemmeside beskrives produkterne som resultatet af en ‘kompromisløs indstilling til kvalitet og gode råvarer’.
Ifølge flere kritikere harmonerer den formulering ikke med brugen af en lang række tilsætningsstoffer.
Overlæge Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse har over for Jyllands-Posten udtrykt bekymring for kombinationen af tilsætningsstoffer.
“Man har ikke testet cocktaileffekten, som er flere af de her tilsætningsstoffer på en gang. Tilsætningsstofferne er godkendt enkeltvis, men jo aldrig nogensinde godkendt i kombination. Her begynder man at se på nogle effekter, som vi ikke har set før,” siger hun.
Læs også
Ifølge avisen har ledelsen i Lagkagehuset nu udsendt en intern besked om, at de ansatte i kæden ikke skal besvare henvendelser fra journalister om sagen. Samtidig har de fået retningslinjer for, hvordan de skal svare kunder, der spørger om det store antal e-numre.
De ansatte skal blandt andet oplyse, at tilsætningsstofferne anvendes for at sikre smag, ensartethed, friskhed og holdbarhed, og at produkterne lever op til interne standarder og EU’s regler for fødevaresikkerhed.
Hvis kunder spørger, om fastelavnsbollen er ultraforarbejdet, skal svaret angiveligt være nej, hvilket skal være ledsaget af en forklaring om, at tilsætningsstofferne bidrager til at opretholde et ensartet og friskt produkt inden for gældende regler.
Kritikken er – som sagt – kommet fra flere sider på det seneste. Lægen Kristine Evensen har blandt andet udtalt, at prisen på 55 kroner svarer til en ‘kemirapport’, og influencer Gunilla Winther har i et interview med B.T. kaldt markedsføringen vildledende.
Fastelavnsbollen er udviklet i samarbejde med den tidligere Bagedyst-vinder Tobias Hamann, som også har reageret på den store kritik, der har været af den.
Læs også
Lagkagehuset har i et skriftligt svar til Jyllands-Posten oplyst, at virksomheden løbende vejleder medarbejdere i at dele information om produkterne.
“Hvis nogen antyder det modsatte, er det en fejlfortolkning af vores intention og kultur,” lyder det fra kæden.