Lars Løkke erkender: Vi har svigtet

24/11/22 17:38

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Lars Løkke Rasmussen erkender, at Moderaterne har svigtet.

Politisk leder for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, fortæller til TV 2, at de har svigtet Kristian Klarskov, der har meddelt, at han forlader Folketinget.

Udmeldelsen kommer blandt andet efter en række historier, herunder i Jyllands-Posten, der afslører, at Klarskov langt fra er den succesfulde iværksætter, som han ellers har hævdet, at han er.

Lars Løkke fortæller nu, at Moderaterne har svigtet og skulle have undersøgt hans baggrund bedre.

"Vi har svigtet, og det kommer vi ikke til at gøre igen," siger Løkke til TV 2.

Klarskov har mandag indrømmet over for Jyllands-Posten, at han ikke kan nævne én eneste succesfuld virksomhed, som han har startet. Ydermere fortæller han, at han ikke har tjent penge på sine forretninger i de seneste ti år.

I de ti år har han i stedet levet af sin kones penge.

Uselvisk beslutning

Klarskov, der blev valgt ind i Nordjyllands Storkreds, fik 1772 personlige stemmer. I stedet bliver det nu Mohammad Rona, som fik 1062 personlige stemmer, der skal overtage hans plads i Folketinget.

Og ifølge Løkke er det altså Klarskovs egen beslutning at forlade Folketinget. En beslutning, Løkke kalder for "uselvisk".

Gruppeformand hos Moderaterne, Henrik Frandsen, har også erkendt, at man skulle have undersøgt Klarskovs erhvervskarriere og succesrate, inden han blev markedsført som en succesfuld.

Men ansvaret skal deles.

Lars Løkke mener, at også han står med en del af ansvaret, da han har lokket en masse mennesker uden politisk erfaring ind på Christiansborg og ind i politikkens verden, med alt det, der hører med.

Og her mener Løkke ikke, at de har gjort deres hjemmearbejde godt nok.