Lars Løkke Rasmussen tilføjer snart endnu en titel til sit CV.
For nogle måneder siden afslørede hans søn, Bergur Løkke Rasmussen, nemlig på Instagram, at han og hans kæreste, Simone Spaanberg, venter en lille dreng.
"Snart kan jeg tilføje verdens bedste og vigtigste titel - #far. Til oktober bliver fantastiske @simonespaanberg og jeg forældre til en skøn lille dreng. Vi er ovenud lykkelige og glæder os så meget til dette næste kapitel i vores liv," lød det blandt andet fra Bergur i opslaget.
Men familien bliver ikke kun beriget med ét nyt medlem.
På dagen for Lars Løkke Rasmussen og hans hustru, Sólrun Løkke Rasmussens, sølvbryllupsdag, afslørede deres datter, Lisa Løkke Rasmussen, overfor BILLED-BLADET, at hun også venter sig.
"Det bliver rigtig dejligt," lyder det fra den kommende mor.
Lisa afslører samtidig, at det længe har været en drøm for hendes far, Lars, at blive bedstefar:
"Siden jeg var 19, så nu kommer de i ét rap," siger hun og henviser til hendes bror, der om få måneder kan kalde sig far til en lille dreng.
Det er endnu uvist, om den kommende baby bliver en kusine eller en fætter til Bergurs barn.