Festivalen Heartland bliver ikke til noget i år, men planlægningen af 2022 er allerede gået i gang.
Det offentliggør festivalen tirdag i en pressemeddelelse. Her fortælles det, at den legendariske pop-duo Pet Shop Boys som det første musikalske hovednavn til næste års festival. Samtidig åbner billetsalget til Heartland 2022, som finder sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni 2022 ved Egeskov Slot på Fyn.
Med dagens offentliggørelse af Pet Shop Boys har Heartland taget hul på 2022-programmet, der traditionen tro vil kombinere live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen.
”I dag begynder vi for alvor at kigge frem imod næste års Heartland festival med annonceringen af Pet Shop Boys. Med dem har vi sikret vores gæster en længeventet kæmpe-fest på festivalens åbningsaften. Jeg glæder mig virkelig meget til igen at kunne samles om musik, fest og dans på magiske Egeskov,” udtaler Ulrik Ørum-Pedersen, i pressemeddelelsen.
Kæmpe succes
Pet Shop Boys spiller deres show 'Dreamworld – The Greatest Hits Live Torsdag 2. juni næste år.
Bandet består af Neil Tennant og Chris Lowe. De er den mest succesfulde duo i britisk musikhistorie. Siden de signede med Parlophone Records i 1985 har de opnået 42 Top 30-singler i Storbritannien inklusiv 22 Top 10-hits og fire førstepladser. De har udgivet 13 studiealbum, som alle er gået i Top 10 på den britiske albumhitliste så vel som albumhitlister over hele verden.
I deres liveshows har Pet Shop Boys over de seneste 30 år skabt en original og indflydelsesrig blanding af popkoncert og musicalteater i samarbejde med instruktører, designere og kunstnere som Derek Jarman, David Alden og David Fielding fra Den Engelske Opera, Zaha Hadid, Sam Taylor-Wood og Es Devlin.
The Independent skrev i en anmeldelse af deres seneste verdensturné: ”their career has perpetually shown that pop music and high art cannot only co-exist but surpass supposedly superior musical forms”.
Som forfattere, producere og remixere har Tennant og Lowe samarbejdet, remixet eller skrevet med en lang række kunstnere, herunder Dusty Springfield, Lady Gaga, Liza Minnelli, Madonna, David Bowie, Yoko Ono, The Killers og Girls Aloud.