LEGO sender opfordring til russiske ansatte

Nyheder
Foto: Shutterstock
LEGO har sendt en opfordring til deres russiske ansatte om, at de ikke bør udtale sig om krigen i Ukraine.

Lige nu læser andre også

LEGO har opfordret deres ansatte i Rusland til ikke at deltage i demonstrationer eller involvere sig i offentlig diskussion om krigen i Ukraine. Det skriver Reuters.

Det er en opfordring, der kommer fra den danske legetøjsproducent, efter russisk politi har tilbageholdt flere tusinde russiske borgere i forbindelse med demonstrationer mod krigen i hele Rusland.

Opfordring er udsendt for at sikre de ansattes sikkerhed, men fremhæver også udfordringen for udenlandske virksomheder, der har ansatte i Rusland, da spændingerne mellem Vesten og Moskva vokser.

I en e-mail, der blev sendt mandag, opfordrede LEGO sine 80 ansatte i Rusland til at 'undgå at diskutere følsomme emner om Rusland-Ukraine og tilknyttede emner offentligt og på sociale netværk eller internettet generelt'.

"Deltag ikke, hverken bevidst eller utilsigtet, i nogen offentlig protest eller endda fredelig demonstration," stod der i e-mailen ifølge Reuters.

Mere end 5.500 personer er blevet tilbageholdt i Rusland i forbindelse med demonstrationer, siden russiske tropper begyndte en invasion af nabolandet Ukraine torsdag.

Opfordringen fra LEGO er udsendt, selvom politisk ledere, herunder Storbritanniens premierminister Boris Johnson, Ukraines præsident Volodymyr Zelenskiy og EU's udenrigspolitiske chef Josep Borrell, har opfordret russiske borgere til offentligt at modsætte sig krigen for at øge presset på landets ledelse.

En talsmand for LEGO har understreget, at det i e-mailen var gjort klart, at der blot var tale om opfordringer, og at det var et personligt valg, om man ville følge dem.

"Vi bekymrer os dybt om vores kolleger i Rusland, og det er grunden til, at vi delte anbefalinger fra vores sikkerhedsteam af måder, hvorpå de kunne beskytte deres personlige sikkerhed på," lød det.

LEGO har også meldt ud, at de i samarbejde med LEGO Foundation og Ole Kirk Foundation vil donere 110 millioner kroner til nødhjælpsindsatsen i Ukraine-konflikten.

Anbefalet til dig