Hvis du er fan af Lene Beier, så ved du helt sikkert også, den populære TV 2-vært inden længe rykker teltpælene op, fordi hun skal forfølge sin drøm om at være 'kromutter' på et hotel i Alperne.
Det løftede hun sløret for på sin Instagram-profil tilbage i starten af februar måned:
"1. Maj flytter vi ud af vores fantastiske drømmehus, som vi købte og ombyggede totalt for 8 år siden. Det bliver både med glæde og sorg, når vi giver nøglerne videre til den nye familie - og I skal vide, at hvis vi kunne beholde huset OG forfølge vores drøm om at drive et lille hotel i Alperne, så lejede vi gerne ud i stedet for at sælge", skrev Lene Beier på Instagram.
B.T. har nu interviewet omkring Lene Beier omkring den store omvæltning, som hun står over for, når den store drøm om at blive til 'kromutter' skal realiseres.
I interviewet påpeger TV 2-værten, at hun godt forstår, at folk er bange for at gøre alvor af de drømme, de går rundt med:
"Jeg forstår virkelig godt, at folk ikke realiserer deres drømme. Det er absurd besværligt, når man skal gøre noget, som er så stort. At sætte barren så højt, at man ikke ved, om det kan lade sig gøre, er faktisk lidt angstprovokerende."
Heldigvis er der dog én ting, som Lene Beier ikke kommer til at gå ned på - og den ting er arbejdsmoral:
"Dét med at sidde i sofaen om aftenen og se fjernsyn, kommer aldrig til at ske. Jeg gider det ikke. Det siger mig ikke noget."
Lene Beier fremhæver i forbindelse med snakken om hendes arbejdsiver, at hun sidste år på Skanderborg festival havde det sjovere med at stå bag baren, end hun havde det med at stå foran den.
Lige nu har familien Beier et godt øje til to steder, og de håber på, at der inden længe er en handel i hus.