Siden sæson 11 af 'Landmand søger kærlighed' sluttede, har spekulationerne om den kommende sæson været i fuld gang.
Det er ikke gået nogens næse forbi, at Lene Beier har rykket teltpælene op og er flyttet til Østrig, hvorfor flere har sat spørgsmålstegn ved hendes fremtid i programmet.
Nu afslører Lene Beier selv, at hun ikke længere vil være at finde på skærmen, når det populære TV 2-program skal filmes.
Tiden er inde
"Efter 11 fantastiske sæsoner, hvor jeg har haft æren af at være vært på 'Landmand søger kærlighed' er tiden kommet til at sige farvel," skriver hun i et opslag på Instagram, hvorefter hun forklarer, hvad der ligger til grund for beslutningen:
"Jeg har valgt at sige farvel nu, fordi programmet kræver og fortjener min fulde opmærksomhed – og det kan jeg desværre ikke give lige nu."
"Som I ved, så har jeg taget hul på et nyt kapitel her i Østrig - og jeg kan ikke rejse til Danmark i to måneder allerede nu her til maj, hvor optagelserne begynder."
Hvem skal tage over?
Lene Beier fortsætter med at udvise taknemmelighed for alle de minder, programmet har givet hende:
"Jeg har elsket hver eneste sekund af disse år, og jeg er evig taknemmelig for alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt på min vej. Alle de uforglemmelige oplevelser, de gode samtaler, de mange grin og mange varme kram, som jeg tager med mig videre i livet – det har været noget helt særligt," skriver hun.
Til slut kaster Lene Beier lys over programmets fremtid, og her skriver hun, at hun ikke er klar over, hvem der skal overtage hendes job:
"Jeg ved endnu ikke, hvem der skal overtage, men jeg er sikker på, at vedkommende får verdens bedste job med de bedste kollegaer, man kan finde. Et stærkere fællesskab skal man virkelig lede længe efter og jeg kommer 100% sikkert til at savne at være en del af 'Landmandsfamilien'.