Det går i øjeblikket den rigtige vej i Danmark. Smittetallet er på et ganske stabilt niveau, og der er selv optimisme at spore hos statsminister Mette Frederiksen, der i går meldte ud, at det går godt med forhandlingerne.
Det er faktisk gået så godt, at partierne er nået til enighed om en hastegenåbning, der finder sted allerede på mandag.
Således nåede partilederne i går i mål om, at der fra mandag den 22. marts bliver genåbnet yderligere i Danmark. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
Dette genåbner
Herunder kan du se pressemeddelelsen fra Statsministeriet, der informerer om, hvad der bliver genåbnet i Danmark på mandag.
- Afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Region Hovedstaden efter samme model som resten af landet. Testmodel som hidtil. (Undtaget er afgangselever i kommuner med særlig høj incidens – vurderes af Epidemikommissionen.)
- Certifikatfag er i nogle erhvervsuddannelser helt centrale for uddannelsen. Undervisningen er ofte rent praktisk og kan ikke gennemføres virtuelt. Derfor gives mulighed for fuld genåbning og fuldt fremmøde for elever, der skal deltage i certifikatfag og for elever i skolepraktik i hele landet. Testmodel som hidtil.
- Forsamlingsforbuddet hæves til 10 personer udendørs. Det bemærkes, at sundhedsmyndighederne stadig har de samme anbefalinger om max 5 personer i hjemmet og begrænsning af social kontakt mv.
- Forsamlingsforbuddet hæves for udendørs idræt-, fritids- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 25 til 50 personer
- Der åbnes for udendørs gudstjenester mv. med op til 50 personer. Dette ændrer ikke på de gældende regler for indendørs gudstjenester mv.
Partier stopper ikke forhandlingerne her. De fortsætter med at forhandle, og senest den 23. marts vil der blive meldt nyt ud.