I et nyt opslag på Facebook sætter statsminister Mette Frederiksen (S) nogle ord på, hvordan Danmarks aktuelle corona-situation er.
"I min nytårstale sagde jeg, at januar og februar ville teste vores udholdenhed. Det skal jeg love for, at de har gjort – og stadig gør! Nye mutationer har givet os en alvorlig advarsel. Og de er en udfordring for os lige nu," skriver statsministeren, inden hun tilføjer:
"Men værre er det, at nye mutationer også risikerer at blive en udfordring for os på sigt. Ingen kan med sikkerhed sige, hvordan corona vil udvikle sig. Og måske går det over al forventning. Men opgaven rent politisk er at gøre os klar til alle scenarier."
"Vi skal bygge ovenpå alt det, vi har lært gennem det snart første år med corona. Så vi i fremtiden kan gøre alt, hvad der er muligt, for at undgå nye nedlukninger."