LIGE NU: Peter Madsen indrømmer drab

Nyheder
Peter Madsen indrømmer nu drabet. Foto: Dplay
Nu fortæller Peter Madsen, at den svenske journalist Kim Wall rørte ved en landmine (Madsen, red.), der endte med at eksplodere.

Lige nu læser andre også

Den kryptiske udmelding kommer i et nyt program på streamingtjenesten Dplay, hvor Peter Madsen sætter ord på drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall. 

"Der er ikke noget med, hvis skyld det er. Det er min skyld, hun døde. Og det er min skyld, fordi jeg begik forbrydelsen. Det er alt sammen min skyld."

Indrømmelsen, der er den første af sin slags, kommer fra hovedpersonen i en af de mest gruopvækkende og bestialske drabssager i Danmarkshistorien, nemlig Peter Madsen. 

Han blev dømt for at dræbe, seksuelt mishandle og partere den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd en sommeraften i august 2017. Under hele forløbet holdt han fast i sin uskyld – indtil nu. I løbet af mere end 20 timers telefonsamtale med journalist Kristian Linnemann, indrømmer Peter Madsen blandt andet, at han tog livet af Kim Wall.

I det nye tv-program ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’ kan man høre dele af de samtaler journalist Kristian Linnemann har haft med Peter Madsen. Det fortæller Dplay i en pressemeddelelse onsdag. 

Helt afgørende

Peter Madsens udtalelser bliver analyseret af to eksperter, nemlig tidligere retspsykiater Henrik Day Poulsen samt tidligere souschef ved Rigspolitiets Rejsehold Kurt Kragh. De giver deres perspektiv på den berygtede drabsmand, hvis forfærdelige forbrydelse skabte overskrifter verden rundt.

"De samtaler Kristian Linnemann har haft med Peter Madsen, burde retspsykiatere og efterforskere i systemet lytte til. De kan være helt afgørende for, at man i fremtidige og tilsvarende drabssager vil kunne udarbejde en brugbar profil af den ukendte gerningsmand. Når man på denne måde indhenter så meget viden om gerningsmandens karaktertræk, motiver, forberedelseshandlinger og metoder, og især hvad der gik forud for, at han besluttede sig for at begå et af kriminalhistoriens mest brutale drab, så bør denne viden indgå i politiets og psykiaternes vidensbank," siger Kurt Kragh og fortsætter:

"I en situation, hvor man sidder overfor en potentiel gerningsmand, vil man også kunne bruge denne viden til at lægge en afhøringstaktik. Jeg må erkende, at vi i politiet generelt kun har haft fokus på selve drabshandlingen, og når en efterforskning er afsluttet, og der er faldet dom, har vi i politiet ikke været gode nok til at evaluere sagen i detaljer og især også på drabsmanden. Det er et arbejde, der kræver stor tålmodighed. Det er så lykkedes for Kristian Linnemann."

Det er i programmet også lykkedes at finde frem til en mystisk kvinde, Erika, som Peter Madsen havde et romantisk forhold til. Hun står frem med sine egne gruopvækkende historier med ’Raket-Madsen’.

Overvejede det nøje

Alt sammen skal være med til at gøre befolkningen klogere på, hvordan et så grufuldt drab kunne ske. Det lød dog langt fra et automatisk ”ja” fra Discovery Networks Danmark, da idéen til programmet var i støbeskeen i sin tid.

"Hver gang vi vælger at give os i kast med programmer af denne karakter, sker det på baggrund af nøje overvejelser. Der er selvsagt tale om et meget følsomt emne, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener, det er vigtigt, at vi på linje med interviewet med Britta Nielsens døtre kan gøre den danske befolkning klogere på en af de mest omtalte sager i Danmarkshistorien – også selvom det er et af de mest skrækkelige kapitler af den," siger Discovery Networks Danmarks programdirektør Pil Gundelach Brandstrup og fortsætter:

"I dokumentarserien ’Ubådssagen – hele historien’ fik vi afdækket, hvordan politiet og anklagemyndigheden måtte kæmpe med løgne og skiftende forklaringer fra Peter Madsen, indtil livstidsdommen endelig faldt. I dag kommer vi med helt ny viden, når Peter Madsen bliver forholdt sagen igen, nu af journalist Kristian Linnemann. Det er svar, som ikke nødvendigvis er den hele sandhed, men det er erkendelser af de faktiske forhold, som anklagemyndigheden påstod, og Peter Madsen hidtil har nægtet. Programserien ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’ giver et sjældent og særligt indblik i ondskab og psykopati, som programmets eksperter italesætter som afgørende viden."

Første program ud af i alt 5 i serien ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’ får eksklusivt premiere på Dplay i dag 9. september kl. 10.00, oplyser streamingtjenesten. 

 

Anbefalet til dig