Lige nu: Stor ændring for flere millioner danskere

Nyheder
Foto: Shutterstock
Allerede fra i dag, er det muligt for danskerne at benytte sig af den digitale løsning.

Lige nu læser andre også

Fra i dag behøver du ikke længere at tjekke om du har husket kørekortet, når du sætter dig ind i bilen for at trille afsted. Det betyder dog ikke, at du slet ikke skal vise det - men i stedet kan du nu vise kørekortet på telefonen - som de fleste altid husker at få med sig. Det skriver Transport og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Allerede fra i dag kan danskerne derfor lade det fysiske kørekort blive hjemme. I stedet for det fysiske kørekort, er en ny kørekørt-app klar til download på smartphone, så du altid har kørekortet lige ved hånden. I appen downloader du en digital udgave af kørekortet, der både fungerer som kørekort i Danmark og som ID-bevis, på samme vis som det fysiske lyserøde kørekort. 

Appen ”Kørekort” ligger klar til download til både Android og iOS. Når man har downloadet appen og logget ind med NemID, aktiverer man sit digitale kørekort ved at scanne sit pas og hente den billedfil, som er i alle pas. Det sikrer, at billedet kun ligger på ens egen telefon og ikke lagres andre steder.

Regner med at danskerne vil tage godt imod det

Finansminister Nicolai Wammen mener at danskerne vil tage godt imod muligheden.

“Fra i dag kan danskerne tage kørekortet med på mobilen, så det altid er ved hånden – også selv om man skulle have glemt sin pung derhjemme. Det digitale kørekort er et af de første af sin slags i verden, og det er udviklet med fokus på sikkerhed og brugervenlighed. Med appen har man altid et gyldigt og sikkert ID på sig, når man har behov for at identificere sig i dagligdagen, ligesom man ikke risikerer en bøde, hvis man skulle glemme det fysiske kørekort. På den måde er appen et enkelt digitalt værktøj, som gør hverdagen lidt lettere for danskerne. Den mulighed tror jeg mange vil tage godt imod,” siger Nicolai Wammen. 

Transportminister Benny Engelbrecht er enig i, at tiltaget er godt og med til at understøtte at alle bilister har et kørekort med sig. Han understreger dog også, at det fortsat er vigtigt at huske, at telefonen ikke må betjenes mens man kører bil.

“Det er naturligt, at teknologien følger med vores behov, og telefonen har efterhånden overtaget stort set alle tegnebogens funktioner. Den nye kørekort-app er med til at understøtte, at alle bilister har det lovpligtige kørekort med i lommen, når de sætter sig bag rattet, fordi det fremover er muligt at have kørekortet både på telefonen og i pungen. Man skal dog huske at lade telefonen ligge i lommen mens man kører, for det er fortsat forbudt og farligt for trafiksikkerheden, at betjene en håndholdt mobiltelefon når man kører,” siger Benny Engelbrecht.

Der er intet krav om, at danskerne skal benytte sig af appen og det digitale kørekort - det er et frivilligt tilbud. Det er også vigtigt at huske på, at man fortsat skal beholde sit fysiske kørekort, selvom man downloader appen - det digitale kørekort gælder nemlig kun i Danmark, i udlandet skal du stadig vise dit fysiske kørekort.

Den nye app ”Kørekort” kan hentes til både Android og iOS i Google Play og App Store fra den 24. november 2020.

 

 

Anbefalet til dig