Lille pige slæbt flere meter efter rædselsslagen hest: Politiet mistænker 21-årig for at have kastet livsfarlige kanonslag

Nyheder
Modelfoto. Politiet takker for de mange henvendelser om episoderne, som har bragt dem på sporet af en 21-årig mand, der nu er sigtet, imens politiet leder efter mulige medgerningsmænd. Foto: Shutterstock
Politiet har nu sigtet en 21-årig mand fra Fakse for at have kastet tændte kanonslag efter en pige på en pony samt to veninder, der luftede deres hund. Politiet undersøger, om der skulle være medgerningsmænd til sagen.

Lige nu læser andre også

Midt- og Vestsjællands Politi har fået en anmeldelse om, at en bilist var set kaste med kanonslag mod en hest og en hund på Rengevej og Bøgeskoven i Stevns Kommune. 

Onsdag skrev politiet i døgnrapporten, at en bilist tirsdag på Stevns havde kastet kanonslag mod en hest, hvorpå der sad en pige på 3,5 år. Pigen var faldet af hesten, da den blev meget forskrækket, og pigen var nærved blevet trampet på, ligesom hun var blevet trukket flere meter efter hesten.

Senere havde politiet fået en lignende anmeldelse, da en 12-årige pige sammen med en veninde havde luftet en hund – også på Stevns – og her havde en lignende bilist kastet kanonslag mod hunden og pigerne. 

Borgerne har hjulpet politiet med flere henvendelser i sagen, og det har ført til, at politiet har fundet frem til en 21-årig mand fra Fakse, der er bruger af den beskrevne bil, og som i bilen havde genstande, der sandsynliggjorde, at han stod bag kast med kanonslag. 

Da manden har bragt den ridende pige i fare, er han blevet sigtet for straffelovens §252 om at forvolde fare for liv eller førlighed for især pigen på tre år, der red på en hest. Politiet undersøger nu, om den 21-årige har en eller flere medgerningsmænd, der ligeledes skal sigtes i sagen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. 

Anbefalet til dig