Tidligere på året fortalte Lisbet Dahl i et interview med Her og Nu, at hun for første gang oplevede vejrtrækningsproblemer i starten af juni, men ikke tog det alvorligt.
"Jeg tænkte ikke så meget over det, før jeg lørdag spillede to forestillinger. Der kunne jeg godt mærke, at jeg havde svært ved at få vejret. Og på vej ind til første forestilling om søndagen ringede jeg til Tivoli og sagde: 'I bliver nødt til at finde nogen, der kan kigge på mig. Der er noget galt her'," fortæller Lisbet.
Herefter ringede sygeplejersken 112, og Lisbet blev med det samme hentet af en ambulance og kørt til Hvidovre Hospital, men blev derefter overført til Rigshospitalet.
Her fik hun beskeden om, at den hjerteklap, hun fik indopereret for 18 år siden, nu er blevet gammel og utæt. Denne melding om en utæt hjerteklap betød også, at Lisbet ikke vidste, hvornår hun kunne være tilbage.
Og nu er det så kommet frem, at når revyen vender tilbage til Glassalens skrå brædder næste sommer, bliver det ikke med Lisbet Dahl som en del af truppen. Lisbet Dahl har ellers spillet en stor rolle i genoprejsningen af Tivolirevyen, som blev søsat for to år siden.
Det skriver Ekstra Bladet.
Nu overtager komiker Linda P i stedet rollen som kreativ chef for den populære revy.
"Linda P har for længst vist sine kvaliteter inden for en bred vifte af comedy. Hun nærer samtidig en stor kærlighed til den klassiske revy og var også med i første udgave af Tivolirevyen, da den vendte tilbage for to år siden, så hun har masser af erfaring og en kuffert fyldt med nye ideer. På den måde bygger vi fortsat stærkt videre på Tivolis revytraditioner," fortæller Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann