Liv er frustreret: Hvorfor må min datter ikke hedde det?

10/12/2020

Sarah Steenfeldt

Foto: Shutterstock
Siden Livs datter blev født, er hun blevet kaldt det - men nu siger myndighederne, at det ikke kan være hendes navn.

Mest læste i dag

Liv Gro Jensen og hendes kæreste Gitte er stødt på store udfordringer i forbindelse med, at de gerne vil navngive deres datter. For det er åbenbart ikke så ligetil, når man gerne vil kalde sin datter for Falke. Det må hun nemlig ikke hedde, for “det er ikke et pigenavn”, sådan lyder beskeden til de frustrerede forældre. Det skriver TV 2.

Derimod kan de frit kalde datteren Falk eller Falka. 

Datterens navn er inspireret af netop en pige, fra julekalenderen “Tinka og kongespillet”, der blev sendt sidste år i december. Her hedder en af hovedrollerne nemlig Falke og da familien så julekalenderen var de ikke i tvivl - det skulle datteren hedde. Derfor er hun blevet kaldt Falke lige siden, men det må hun altså ikke navngives.

I begrundelsen fra Familieretshuset står der: “Da det ønskede navn ikke er udbredt som pigefornavn, hverken her eller i udlandet, kan vi ikke godkende Falke som pigefornavn.” 

Vred og ked af det 

Liv er uforstående overfor, hvor Falke er forbeholdt drenge, når eksempelvis andre fuglenavne som Merle og Lærke er godkendte pigenavne. 

“Det er indskrænket, at det er inddelt mellem drenge og piger, når det er i en fuglekategori med andre pigenavne. Der findes vel både hun og han-Falke,” siger Liv Gro Jensen.

Ifølge loven skal et barn være navngivet inden det bliver seks måneder. Parrets datter er nu fire måneder. Familien vil nu anke til Familieretshuset, men det kan blive en udfordring at finde eksempler på piger, der er døbt Falke i Danmark og udlandet - hvilket er et krav, hvis navnet skal godkendes. 

Liv fortæller at hun er både vred og ked af det - for det har været datterens navn i lang tid. Derfor synes hun også, at det er absurd, at det er et “e” der skal afgøre, hvad datterens navn er.

 

 

Anbefalet til dig