Livet blev forandret på et øjeblik: "Nu kan jeg forkæle mine børnebørn"

Nyheder
Modelfoto. En kvinde i tresserne vandt - sammen med sin ene søn - den store gevinst. Foto: Pixabay
En bedstemor vil bruge en uventet pose penge på at forkæle både sig selv og sine børnebørn.

Lige nu læser andre også

En kvinde i tresserne fra Holstebro Kommune og hendes ene søn blev i lørdags de heldige vindere af Millionærgarantien fra Lotto på en million danske kroner. Selvom de spiller på Plus-abonnement og får direkte besked, var det først søndag aften, de opdagede, at de sammen var blevet millionærer.

"Min søn havde fået en mail lørdag nat, men havde ikke rigtig set, hvad der egentlig stod. Så det var først sent søndag, at det rent faktisk gik op for ham, at vi havde vundet. Så efter jeg lige havde fældet en tåre, måtte vi have samlet hele familien, så vi kunne komme ud at fejre det på en restaurant."

Familien tæller kvindens tre børn og tre børnebørn. Danske Spil oplyser i en pressemeddelelse, at hun gerne vil være anonym.

De 500.000 kroner som kvinden, der er førtidspensionist, får af gevinsten, falder på et virkelig tørt sted. Hun fortæller, at hun har været igennem nogle barske år efter en fejloperation, der efterlod hende med flere fysiske men.

"Jeg har altid været meget selvstændig og fuld af energi. Jeg har været alene med mine børn igennem det meste af deres opvækst. Alligevel skulle de ikke mangle noget, så jeg tog ekstra vagter og havde gang i mange ting. Men efter noget fejlmedicinering og efterfølgende operation blev jeg totalt sat ud af spillet af flere følgesygdomme. Det har været en stor omvæltning til den hårde side, fordi der er så mange ting, jeg ikke længere kan," beretter hun ærligt.

Forkælelse og selvforkælelse

Dog er det tydeligt, at pengene i den grad har løftet humøret hos den heldige vinder.

-Åh det er så vildt. Jeg er så glad. Selvom jeg kan leve på en sten, så er det jo sjovere ikke at være nødt til det. Og nu kan jeg forkæle mine børnebørn. Mine børnebørn betyder alt for mig. Det er dem, jeg lever for. Jeg havde faktisk formået at spare 75.000 op til deling til dem i løbet af de sidste tre år. Det er mange penge for mig på en lille indkomst, men det har altid været en drøm for mig at kunne give dem en opsparing, så den har de fået nu. Og med gevinsten fra Lotto kan jeg jo forsøde deres liv endnu mere. Derudover skal min datter have et stort beløb.

Den heldige vinder fortæller, at hun nu drømmer om at invitere hele familien på en rejse.

"Jeg har bedt mine børn om at arrangere det. Det er så længe siden, jeg har været på eventyr – blandt andet fordi, jeg ikke husker så godt. Så jeg har ikke haft overskud til at tage af sted alene. Men jeg vil jo gerne med på sådan en rigtig familietur," lyder det.

Udover det vil kvinden tillade sig lidt selvforkælelse.

"Jeg vil gerne have nogle nye møbler. Du ved, sådan nogle ergonomiske nogle, så jeg sidder og sover bedre. Og så vil jeg måske se på, om der er nogle behandlinger, jeg kan få, som kan forbedre min helbredsmæssige situation. Jeg skulle jo gerne holde nogle år endnu – og få noget ud af de mange penge."

Sidst men ikke mindst lover hun, at hele familien skal holde et brag af en juleaften.

"Der kommer ikke til at være mange små gaver under træet," lover hun. 

Anbefalet til dig