Rygning i skoletiden, synlig tobak i butikker og billige smøger. Sådan ser virkeligheden stadig ud for mange unge. Hele 72 pct. af eleverne på landets ungdomsuddannelser ser andre elever ryge i skoletiden, selvom der i august 2021 blev indført røgfri skoletid på alle ungdomsuddannelser. Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun på ungdomsuddannelserne, at det halter med at efterleve de nye regler. 58 pct. af de 15-29-årige har inden for den seneste måned set tobaks- eller nikotinprodukter stå synligt fremme i butikkerne, selv om tobakken burde være skjult. Det viser nye tal fra undersøgelsen ’§RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler’. Det er TrygFonden, Statens Institut for Folkesundhed, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen, der står bag undersøgelsen.
"Lovgivningsmæssigt har vi taget nogle vigtige skridt, der skal sikre, at færre børn og unge ryger i fremtiden. Men der er brug for en skærpet indsats, så reglerne også bliver overholdt ude i virkeligheden," siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak og fortsætter:
"Ungdomsuddannelserne skal i langt højere grad tage opgaven med at gøre skoletiden tobaksfri på sig. Og butikkerne bør sikre sig, at tobakken rent faktisk ikke er synlig. Loven har sat nogle klare rammer, men når det halter med implementeringen, vil tiltagene ikke få den tiltænkte effekt."
Ved udgangen af 2020 vedtog et bredt flertal i Folketinget en national handleplan mod børn og unges rygning. Med initiativer som røgfri skoletid, ingen synlig tobak i butikkerne og standardiserede tobakspakker skal handleplanen forebygge og bremse rygning blandt børn og unge.
Samtidig besluttede politikerne at hæve prisen på tobak af to omgange. Da undersøgelsen blev gennemført, skulle en pakke cigaretter i gennemsnit koste 55 kroner. Men undersøgelsen viser, at de unge i gennemsnit kun betaler 52,84 kroner per pakke.
Da flere af tiltagene i handleplanen mod børn og unges rygning endnu ikke er gennemført fuldt ud, er det for tidligt at drage håndfaste konklusioner om effekten af handleplanen, mener parterne bag undersøgelsen.
Standardiserede tobakspakker uden iøjnefaldende farver, grafik og logo er ved at erstatte de gamle pakker i butikkerne, men tiltagene vil først være fuldt implementeret d. 1. april 2022. En yderligere prisstigning på 5 kroner per pakke slår også først helt igennem fra d. 1. april 2022.
Den kun delvise implementering af handleplanen afspejler sig også i de unges rygevaner. Undersøgelsen viser, at andelen af unge, der ryger dagligt eller lejlighedsvist, kun ser ud til at være faldet ét procent point fra 2020 til 2021.