Mænd i krise får coach

Nyheder
Mange mænd har ikke råd til at betale for professionel hjælp til at få løst deres problemer. Med pengene fra TrygFonden er der nu råd til at oprette de længe ønskede mandegrupper, som stresscoach Jens Lykke Thomsen står for. Foto: Per Algreen
Mandegrupper skal give netværk og kammeratskab i Horsens Krisecenter for Mænd.

Lige nu læser andre også

Jeg kunne ikke få armene ned! Sådan lød reaktionen fra Annet Feldt, daglig leder af Horsens Krisecenter for Mænd, da hun modtog nyheden om, at centret nu har fået penge til at oprette grupper for mænd i krise.

Bag initiativet står TrygFonden, der på denne måde vil spænde et sikkerhedsnet ud under mændene - både dem uden for og på krisecentret - når de ender i en kaotisk situation, for eksempel på grund af et voldeligt forhold, en skilsmisse, en fyring eller følelsen af at deres liv ikke er der, hvor de ønsker, det skal være.

Der bliver tale om et forløb, hvor grupperne - max seks mænd i hver - mødes to timer om ugen i alt otte gange.

"Vi kører i forvejen individuelle samtaleforløb, men det har længe været et stort ønske at køre gruppeforløb. Dét, at mændene nu får mulighed for at få redskaber fra en coach samt udveksle erfaringer og inspirere hinanden, skulle gerne give dem kræfter og overskud til at komme videre og måske på sigt endda danne venskaber/netværk fremover," siger Annet Feldt.

Jens Lykke Thomsen, der er uddannet stresscoach, skal lede forløbene, som han har store forventninger til.

"Selvom mændene kan have et netværk i form af familie og venner, kan det være rart for dem med et sted, hvor ligesindede kan lytte til dem. Mandegrupperne er et fortroligt rum, hvor de ikke behøver at være alfahanner med styr på tingene, og hvor det er ok at åbne op i stedet for at holde facaden. Erfaringer viser, at jo mere mændene fortæller, desto mindre kommer historierne til at fylde i deres bevidsthed. På den måde banes vejen for udvikling."

Mødernes indhold vil afhænge af, hvilken "rygsæk" mændene kommer med, men kommunikation i krisesituationer bliver et af de overordnede temaer.

 

Forløbene starter med en uformel ryste-sammen-weekend den 7. og 8. marts, hvor deltagerne lærer hinanden at kende i mere uformelle rammer omkring et godt måltid mad.

Anbefalet til dig