Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er gået i isolation. Det oplyser ministeren mandag aften i en opdatering på Facebook. Her fortæller Heunicke, at en omstændighederne gør, at han nu må arbejde hjemmefra.
"Lige en personlig update: Jeg arbejder hjemmefra de næste dage ud fra et sikkerhedshensyn. Det skyldes, at en af mine tætte embedsmænd er nær kontakt til et smittet familiemedlem," skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heuncike på Facebook.
Derudover tilføjer han:
"Heldigvis kan jeg ligesom mange andre klare meget af arbejdet hjemmefra på skærm og telefon."
Kommer med opfordring til borgerne
Ministeren fortæller, at det er de mange kritiske funktioner, der lige nu har hans ministerie som omdrejningspunkt, der gør, at han nu isolerer sig.
"Vi skal undgå smittespredning, og jeg har et særligt hensyn at tage til de kritiske funktioner omkring Sundheds- og Ældreministeriet, Regeringen og Folketinget," skriver Magnus Heunicke i opslaget, inden han fortsætter:
"Jeg arbejder ufortrødent videre, og jeg forventer i første omgang at skulle være hjemme nogle dage, indtil der er vished for, om jeg er nær kontakt til en smittet."
Slutteligt kommer ministeren med en opfordring til borgerne ud omkring i landet.
"Pas på hinanden," afslutter Magnus Heunicke opslaget på Facebook.