En mand er blevet filmet, mens han kaster en molotovcocktail mod væggene i Kreml.
Optagelser af angrebet har cirkuleret på russiske mediekanaler efter først at være blevet delt på TikTok.
Det skriver engelske Metro.
Det sekunder lange klip blev oprindeligt postet på det sociale medie af en bruger kaldet @den_di1232.
Videoen ser ud til at være blevet filmet inde fra et køretøj i bevægelse og fanger det øjeblik, en ukendt person kaster en molotovcocktail mod Kremls mur.
Billedteksten på klippet, som har fået omkring 400.000 visninger, lyder 'Moskva, Kreml' på russisk.
Det improviserede våben kan ses ramme bygningens ydervægge og efterlade mærker, før det falder til jorden, hvor det fortsætter med at brænde.
Kreml er hjemsted for Ruslands regering og er den russiske præsident Vladimir Putins officielle residens.
Nyheder om angrebet er blevet delt af lokale medier, herunder den hviderussiske mediekanal NEXTA Live.
Siden Putin gav ordre til sine tropper om at invadere Ukraine den 24. februar, har der været en række protester mod konflikten i Rusland.
Få dage efter krigen startede blev mere end 3.000 mennesker arresteret, da tusinder gik på gaden i Moskva og Skt. Petersborg for at modsætte sig konflikten.
Der har også været forsøg på at bryde igennem Kremls propaganda på statskontrolleret tv, især da en journalist styrtede ind midt i et nyhedsshow i bedste sendetid for at holde et banner op, der fordømte krigen.