Sommeren er her, og måske er du en af de mange, der snart ruller hen over Storebæltsbroen eller Øresundsbron med kurs mod ferie, is og sand mellem tæerne.
Men mens du pakker bilen, sidder svindlere klar til at slå til.
Hos Brobizz oplever man, at svindelforsøg med falske mails og SMS’er stiger, netop når danskerne skal afsted på ferie.
De kriminelle sender phishingmails ud i håbet om at ramme kunder, der ikke kan huske, om betalingsoplysningerne er opdateret, og lokker med beskeder om udløbne kort og links, der leder direkte til svindel.
Sådan skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
BroBizz, der har over en million aktive privatkunder, forsøger at dæmme op for problemet ved automatisk at opdatere betalingskort, hvis du bruger Visa eller Mastercard, så kunderne slipper for at modtage ægte mails om at opdatere oplysninger.
"Vi har mange kunder, som kun bruger nummerpladebetaling eller bizz et par gange om året. Og så kan det være svært at huske, om man har fået opdateret sine betalingsoplysninger. Derfor er det vigtigt for os at gøre vores kunder opmærksomme på, at har de et Visa- eller Mastercard, får man ikke længere en e-mail om at opdatere sit betalingskort", siger Helene Holm Heitmann, chef for Brobizz Privat.
Brobizz opfordrer til, at du aldrig klikker på links i mails, du er i tvivl om, men i stedet selv åbner en browser og logger ind på Brobizz.com for at tjekke din aftale.
Derudover kan du nu logge ind med MitID for ekstra sikkerhed.
Som en ekstra beskyttelse har Brobizz indført en overvågning af falske hjemmesider, så phishing-sider kan blive lukket hurtigt.
Hvis du er i tvivl om en mail er ægte, kan du altid kontakte Brobizz, inden du trykker på noget.