De fleste af os kan straks genkende dem: de små blå kurve, man trækker rundt i sin lokale Rema 1000 og smider mælk, rugbrød og hakket oksekød ned i.
Når man er ved kassen, bliver kurven sat pænt fra sig igen – og sådan burde det i hvert fald være.
Men for nogle stopper det ikke der.
I Brande har den lokale Rema 1000 oplevet et massivt kurveproblem.
På seks måneder er hele 80 ud af butikkens 100 kurve forsvundet.
Tilbage står købmand Kristen Højhus med bare 20 styk.
Derfor har han nu delt et personligt opråb til kunderne på Facebook med et billede af en ensom kurv med titlen "Har du set mine brødre og søstre?"
I opslaget skriver han:
"Vi har på ingen måde noget mod at låne vores kurve ud, enten til at køre varer ud til sin bil, eller i nogle tilfælde måske hele vejen hjem. MEN vi vil rigtig, rigtig gerne have dem retur igen."
Opslaget har skabt debat blandt de lokale kunder, hvor flere peger på mulige løsninger.
En spørger, om det ikke er muligt at sætte en alarm på kurvene, så de ikke forlader butikken ubemærket.
En anden påpeger, hvordan systemer i andre lande netop forhindrer dette problem:
"I andre lande er der en føler på vogne, så de ikke kan forlade en parkeringsplads (hjulene kan ikke dreje rundt). Med kurve kunne I sætte en alarm på, så kurvene ikke kommer ud af butikken."
Trods den gode tone i opslaget er problemet ikke til at tage fejl af.
Det er dyrt og upraktisk for butikken, og nu håber købmanden på kundernes hjælp til at få de mange forsvundne kurve hjem igen.