Mange modtager denne skræmmende SMS: Her er hvad du skal gøre

Af: Alberte B. C.

|

15/01/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Har du modtaget denne besked?

Lige nu læser andre også

En uhyggelig besked med truende indhold florerer igen blandt unge, og selvom den virker som en ny tendens, har den rødder, der går hundreder af år tilbage.

En sms fra den fiktive karakter Teresa Fidalgo skræmmer i øjeblikket modtagere ved at true med, at nogen i deres omgangskreds vil dø, hvis beskeden ikke sendes videre til 20 personer. Sådan skriver DR.

Beskeden, der oprindeligt dukkede op i 2004, har nu fået nyt liv på sociale medier.

Den portugisiske instruktør David Rebordão, der skabte gyserfilmen A Curva, hvor karakteren Teresa Fidalgo optræder, understreger, at figuren er fiktiv.

"Jeg er glad. Beskeden har efterhånden ramt mange lande over hele verden. Når man laver noget, der rammer så mange mennesker, og får dem til at føle noget. Det er fantastisk," siger han.

Rebordão har dog intet at gøre med beskedens oprindelse, men anerkender, at hans værk har fået global opmærksomhed gennem kædebeskeden.

En ældgammel tendens

Selvom beskeder som Teresa Fidalgo-sms'en fremstår som et moderne fænomen, har de dybe historiske rødder.

Ifølge Peter Zinck Munksgaard fra museet Enigma dukkede de første kædebreve op i europæisk litteratur allerede i 700-tallet.

Dengang blev de omtalt som himmelbreve og indeholdt ofte fortællinger om møder med ærkeenglen Mikael, hvor trusler om ulykker og dårligdom blev givet, hvis brevet ikke blev sendt videre.

Et af de ældste kendte himmelbreve i Danmark stammer fra 1648.

Disse breve blev kopieret i hånden og spredt rundt i landet, og indholdet kunne være uhyggeligt direkte, som for eksempel advarsler om, at en bedstemor ville dø, hvis brevet ikke blev delt videre.

I dag er det digitale medier, der bruges til at videreføre den samme form for beskeder.

Selvom metoden er blevet moderniseret, spiller de fortsat på frygt for at få modtageren til at handle.

Anbefalet til dig