Irene har kæmpet en brav kamp for at få sine penge.
Lige nu læser andre
For 78-årige Irene Haffner har sommeren været alt andet end afslappende.
I stedet for at nyde det til tider dejlige vejr har hun i månedsvis kæmpet for at få sine egne penge tilbage fra elselskabet NettoPower.
Da hun i juni opsagde sit abonnement, viste slutopgørelsen et tilgodehavende på næsten 12.000 kroner, men pengene blev aldrig udbetalt.
Dermed stod den tidligere højskolelærer pludselig uden rådighed over et beløb, der for hende udgjorde forskellen på en tryg hverdag og et ultrastramt budget.
Det skriver B.T.
Læs også
“Som pensionist mærker jeg tydeligt, hvor hårdt det er at mangle de her penge,” fortæller hun.
Irene har vist B.T. dokumentation for, at hun flere gange har betalt alt for meget i forhold til, hvor meget strøm hun havde brugt.
De overskydende beløb blev ikke tilbageført, men havnede i stedet på kundekontoen.
Siden opsigelsen har Irene Haffner igen og igen fået udsat datoen for udbetalingen. Først lød det på juli, så august, derefter september – og så oktober.
Hos NettoPower erkender direktør Thomas Søgaard-Andersen, at der er begået fejl. Han kalder forløbet en ‘ærgerlig sag’ og lover forbedringer.
Læs også
Ifølge ham er pengene nu udbetalt, og selskabet har strammet procedurerne, så andre kunder ikke skal opleve samme situation.
“Vi har nu rettet fejlen, sat de korrekte vilkår på kundens aftale og udbetalt hendes tilgodehavende på cirka 11.000 kroner. Samtidig har vi fjernet de forældede erhvervsbetingelser og strammet vores interne processer op, så vi undgår, at noget lignende sker fremover,” udtaler han.