Mary afslører overraskende samarbejde

Nyheder
Foto: Shutterstock
Kronprinsesse Mary har et nyt projekt under opsejling.

Lige nu læser andre også

Hvert femte barn har oplevet at blive drillet, mobbet eller holdt udenfor til deres fritidsaktivitet, og i fodboldklubberne er tonen generelt lidt hårdere end i andre idrætsgrene, viser en ny undersøgelse. Der er børn, som føler sig udenfor i deres fritidsliv, og for hvert tiende barn har det betydet et farvel til aktiviteten. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Center for Ungdomsstudier for Mary Fonden. Tallet ligger stabilt i forhold til tidligere år, mens andelen af børn, som oplever, at der er et godt sammenhold, og at man bakker hinanden op, er faldende, fortæller Mary Fonden i en pressemeddelelse. 

Mary Fonden har inden for de seneste år lanceret ’Antibulli Håndbold’ og ’Antibulli Svømning’. Med ’Antibulli Fodbold’ er der nu skabt grundlag for, at endnu flere børn kan opleve et styrket fokus på fællesskabet:

”Vi er meget glade for, at vi sammen med DBU nu kan lancere ’Antibulli Fodbold’, der kan bidrage til at skabe bedre trivsel og forhindre mobning i børnefodbolden. Det er så vigtigt, at glæden ved at gå til fodbold ikke bliver ødelagt af mobning eller af, at nogen holdes udenfor. Med ’Antibulli Fodbold’ vil vi være med til at styrke fællesskabet, så alle føler sig som en del af holdet”, siger H.K.H. Kronprinsessen.

Sammenholdet betyder alt for fodboldglæden

Trivsel i børnefodbolden er et tema, som DBU har arbejdet intensivt med igennem lang tid, og selvom der ifølge undersøgelsen generelt er bedre sammenhold og mindre frafald på grund af dårlig trivsel i holdsporten, er der ikke grund til at slippe taget. Det støtter ’Antibulli Fodbold’s to ambassadører, Herrelandsholdets Kasper Schmeichel og Kvindelandsholdets Pernille Harder, op om og bifalder samarbejdet med Mary Fonden for fodboldbørnenes bedste:

”Sammenholdet betyder alt for fodboldglæden. Man skal glæde sig til at være sammen med sine holdkammerater, for fodbold handler ikke kun om at vinde. Det handler også om at have et sjovt samvær og have det sjovt med sine holdkammerater”, siger Pernille Harder.

I fodboldklubberne er tonen hårdere

Langt de fleste små fodboldspillere, nemlig 96 %, har det godt med deres venner i fodboldklubben. Men sprogbruget i fodboldklubberne skiller sig ud fra andre idrætter ved, at det i højere grad accepteres, at man taler grimt til hinanden. Det er oftest tilfældet hos drengene og kan eksempelvis handle om, at man accepterer at tale negativt til hinanden og drille modstanderne. En problematik, som Kasper Schmeichel kan huske fra sine tidlige fodboldår:

”Jeg er selv far til to, og jeg ville ikke kunne holde ud, hvis de blev holdt udenfor. Men jeg kan godt se, at jeg ikke altid selv var så inkluderende som barn, da det mest handlede om at være den bedste. Det vil jeg gerne lave om, for fodboldens fællesskab skal være for alle, uanset hvor du kommer fra”.

Gratis tilbud til fodboldklubberne

’Antibulli Fodbold’ giver trænerne i børnefodbolden konkrete redskaber til at arbejde med fællesskabet og skabe bedre sammenhold blandt børnene, bl.a. igennem konkrete øvelser både på og uden for banen. Redskaberne i ’Antibulli Fodbold’ er gratis og findes her: Antibulli.dk.

Se her en video fra Mary Fonden med Kasper Schmeichel og Pernille Harder, hvor de fortæller mere om deres engagement i Antibulli Fodbold. 

 

Anbefalet til dig