Onsdag aften - omkring klokken 22.38 - var en 16-årig pige på vej hjem efter at være stået af bussen ca. 22.30 på Lystrup Centervej. Pigen har forklaret, at der også stod 5-6 andre personer af bussen på samme tidspunkt.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten torsdag.
I området mellem Super Brugsen og Djurslands Bank blev den 16-årige antastet af en maskeret mand, der holdt en kniv mod hendes mave og sagde ”giv mig dine penge.” Pigen udleverede sin taske og mobiltelefon til manden, hvorefter han løb fra stedet i sydlig retning.
Manden beskrives som:
- 170-175 cm høj
- 16-18 år
- Spinkel kropsbygning
- Asiatiske øjne
- Talte dansk
- Iført mørkeblå arbejdsjakke med orange skrift, sorte bukser med lommer på lårene og mørk elefanthue
Østjyllands Politi afsøgte efterfølgende området med både patruljer og hunde, men uden held. Derfor hører politiet gerne fra eventuelle vidner, der kan have set manden i området omkring Lystrup Centervej onsdag aften. Henvendelser i sagen kan gives til politiet på telefon 114.