Matas med alvorlig advarsel: Har du gjort dette, skal du spærre dit kort

Nyheder
Foto: Shutterstock
Matas advarer nu sine mange kunder.

Lige nu læser andre også

Desværre er det blevet sådan, at de danske borgere skal være på vagt, når de bevæger sig rundt på nettet.

Svindlere finder konstant på nye svindelnumre, som har til formål at skaffe følsomme oplysninger fra uskyldige borgere.

Selvom der ofte bliver advaret imod diverse svindelnumre, hænder det alligevel, at nogen ryger i fælden.

Derfor gælder det også om at spidse ører, når der udsendes en advarsel via 'Mit digitale selvforsvar' - og det er netop sket.

Denne gang er det Matas, der advarer sine mange kunder om en falsk tilfredshedsundersøgelse, der cirkulerer på nettet.

Undersøgelsen bliver sendt ud via mail, og den ser ud til at være fra enten Club Matas eller Matas Kundeservice.

Nu understreger kæden dog, at de ikke har noget med den at gøre.

"Vi oplever, at mailen bliver udsendt dagligt til en lang række mailadresser, og den er desværre meget vellignende, så vi oplever, at flere af vores kunder er blevet snydt," skriver Matas i advarslen.

Selve mailen

Mailen starter med at ønske modtageren tillykke med, at vedkommende er blevet udvalgt til at deltage i en kundetilfredshedsundersøgelse.

Som tak for deltagelsen loves en gratis parfume.

Når man klikker på linket, bliver man ledt videre til en hjemmeside, der ligner Matas' officielle side.

Her tilbydes parfumer til en værdi af mellem 500 og 1500 kroner, men for at få dem tilsendt, skal man indtaste sine kortoplysninger og betale 28 kroner for levering.

Det skal man dog holde sig langt fra - for det er svindel.

Matas opfordrer til, at man ikke klikker på linket eller giver sine oplysninger. Hvis man allerede har gjort det, råder Matas til, at man hurtigst muligt kontakter sin bank for at få spærret sit kort.

Herunder kan du se, hvordan den falske undersøgelse ser ud.

Foto: Mit digitale selvforsvar

Anbefalet til dig