Der er visse ting og sager, man allerhelst vil holde tæt og ikke dele med andre. Oplysninger som disse deler Matas med Facebook.
Privatlivet mister med ét sin betydning når Matas deler de helt intime køb, du laver, med selveste Facebook.
Og hvis man har lavet et køb, som man ikke ønsker at snakke højt om - herunder sexlegetøj - bliver de alligevel delt.
Det afslører Radar.
Accepterer du Matas' cookies, når du besøger hjemmesiden, vil delingen med Facebook ske helt automatisk. Det er selvsamme manøvre, der lige er blevet forbudt i Østrig og angiveligt også er ved at blive forbudt i Danmark.
Radar har talt med chefjurist hos Forbrugerrådet Tænk, Anette Høyrup, som melder kritik af Matas' praksis.
"At det konkrete køb kombineret med e-mail og telefonnummer deles, kan ikke være i tråd med GDPR," siger Anette Høyrup som også sidder i Dataetisk Råd.
Som følge af afsløringen har Matas stået model til massiv kritik. Her lægger de sig fladt ned.
De fik hurtigt meldt ud, at de nu vil ændre deres praksis på baggrund af afsløringen.
Matas har tidligere fået stor kritik for at have vildledt sine kunder om kosttilskuddet kæmpenatlysolie. Produktet beskrives som naturmedicin mod et væld af sygdomme.
Her kan det blandt andet lindre eller direkte helbrede eksem og smerter.
Problemet er bare, at den slags sygdomsanprisninger er ulovlige at bruge, når man markedsfører.
Det kostede Matas en sur smiley og en kæmpe bøde i form af 20.000 kroner.