Når en håndboldkamp skal afvikles klokken 09.00, betyder det, at spillerne skal tidligt op.
Det var også tilfældet for de danske håndboldherrer, der var i aktion mod Ungarn i morgen, hvor de endte med at trække det længste strå.
Nikolaj Jacobsens tropper viste sig at være stærkest, selvom de to point ikke kom i hus uden lidt slinger i valsen. Alligevel kan de nu bryste sig af at være ubesejret i deres fire kampe ved OL i Paris.
Selvom Mathias Gidsel og kompagni kunne forlade banen med endnu en sejr, så var alt dog ikke positivt.
"Vi kæmpede meget med det i dag, og det var måske ikke den pæneste håndboldaffære. Ungarn spiller heller ikke den smukkeste håndbold, det er meget fysisk. Men igen, vi kom godt igennem og fik to point," lyder det fra Gidsel, som selv lavede hele otte mål, ifølge DR.
Langt hen ad vejen var det en meget tæt kamp, hvorfor de to hold også fulgte hinanden rent pointmæssigt.
I slutningen af første halvleg fik Danmark skruet op for tempoet, hvilket tillod dem at skabe et hul i stillingen. Den stime formåede de at holde liv i efter pausen.
Gidsel prøver da heller ikke at tale sejren op, og faktisk går han endda langt nok til at kalde den grim:
"Det behøver ikke altid at være kønt. Vi vil gerne spille god håndbold hver gang og smadre alt, vi rør ved, men det kan man ikke. I dag synes jeg, vi viser, at vi også kan kæmpe os til grimme sejre," siger han.
Danmark mangler nu kun én kamp i gruppespillet, som er mod Norge. Kampen bliver spillet på søndag klokken 19.00.