Mathias Gidsel med stikpille til Nikolaj Jacobsen

Nyheder
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen fortryder tilsyneladende slet ikke sin beslutning.

Lige nu læser andre også

De danske håndboldherrer har fået en fremragende start på OL med tre sejre i tre kampe.

I gårsdagens opgør mod Argentina tænkte du måske ikke videre over, at Mathias Gidsel blev skiftet ud med 10 minutter tid tilbage.

Det betyder dog, at han ikke fik muligheden for at skrive sig ind i historiebøgerne med endnu en rekord.

Den danske stjerne var ellers ved at nærme sig en helt særlig rekord, da Danmark onsdag aften tørnede sammen med Argentina ved OL. Her blev det til en flot sejr på 38-27, selvom spillet vaklede en smule i perioder.

Nikolaj Jacobsens gamle målrekord

Gidsel var den helt store helt på banen, da han scorede 13 mål på 13 forsøg.

Derfor var han også kun to scoringer fra at matche en rekord, som landstræner Nikolaj Jacobsen er indehaver af. For mere end 20 år siden scorede han nemlig intet mindre end 15 mål i samme kamp.

Efter kampen lavede Gidsel sjov med, at der nok var en grund til, at han blev pillet ud. Her forklarede han også, at det er en intern joke på holdet, at ingen får lov til at slå Jacobsens rekord.

"13 mål på 13 forsøg. Jeg er fint tilfreds, men jeg vidste jo godt, at jeg skulle skiftes ud lige inden Nikolajs målrekord, siger Mathias Gidsel efter Danmarks tredje sejr i Paris. Det er fint, og jeg synes kun, at det er sjovt. Jeg havde ikke tænkt på rekorden, før han selv sagde det til sidst," sagde han ifølge B.T.

"Vi har en intern joke på holdet om, at ingen får lov til at slå den, så længe han er landstræner," lød det også fra Gidsel, der naturligvis leverede denne udtalelse med et smil på læben.

Jacobsen var naturligvis heller ikke i tvivl om, at det kunne blive et samtaleemne efter kampen.

Han gav dog ikke så meget for det, men sagde blot - med et smil på læben - at han bare kunne have scoret flere mål i de 50 minutter spilletid, han fik.

Desuden sagde han også, at han faktisk gerne ville have sparet Gidsel noget før. Derfor skal den danske Füchse Berlin-stjerne være glad for, at han i det hele taget fik 50 minutter på banen, lyder det til.

Anbefalet til dig