Søndag vil Ruslands fastfood mastodont genåbne.
McDonald's har solgt sine butikker, til den russiske rigmand Alexander Govor. Det skriver Reuters.
I første omgang åbner han de første femten restauranter i hovedstaden Moskva under det nye navn "Vkusno & tochka" som betyder "Lækkert og punktum".
Det sker næsten en måned efter, at McDonald's valgte at trække sig ud af landet, på grund af det Rusland beskriver som "en særlig militær operation" i Ukraine.
Den administrerende direktør for McDonald's Rusland Oleg Paroev sagde, at virksomheden planlagde, at genåbne 200 restauranter inden udgangen af juni og alle 850 restauranter inden udgangen af sommeren.
Alexander Govor, den nye ejer af den russiske fastfoodkæde har dog endnu større planer.
Han sagde:
"Jeg er en ambitiøs mand. Jeg planlægger ikke bare at åbne alle de 850 restauranter, men også at åbne nye."
Oleg Paroev fortalte, at den nye kæde vil beholde det gamle McDonald's interiør, men fjerne alle referencer til det tidligere navn.
Som en del af salgsaftalen, har Alexander Govor sagt ja til at beholde de ansatte i minimum to år. Han fortalte søndag, at der er 51.000 ansatte.
Menuen i burgerkæden, kommer stort set til, at byde på det samme som McDonald's restauranterne havde. Dog vil der hverken være en Big Mac eller McFlurry på menuen.
Genåbningen kan blive en test på, hvor godt Ruslands økonomi kan blive mere selvforsynende og modstå de vestlige sanktioner.
McDonald's åbnede først i Rusland i begyndelsen af 1990erne, da Sovjetunionen smuldrede.
Det blev anset som en symbolsk optøning på den kolde krigs spændinger mellem øst og vest.
Søndagens genåbning falder sammen med Ruslandsdagen, en patriotisk helligdag, hvor de fejrer oprettelsen af Den Russiske Føderation.