Den 7. Januar blev Denoffentlige.dk begæret konkurs og stifteren Nick Allentoft måtte melde ud til sitets læsere, at sitet ophørte med at udkomme. Nichemediet Denoffentlige.dk skriver om den offentlige sektor og videreformidler indlæg fra en række aktører med interesse i den offentlige sektor. Sitet har eksisteret siden 2010.
I dag er det offentliggjort at sitet drives videre tæt på sin nuværende form, da alle aktiver er købt af Mediagroup Denmark.
Bliver en del af Media Group Denmarks portefølje
Media Group Denmark ejer og driver en række andre medier og dermed kommer Denoffentlige.dk ind i en portefølje af andre sider.
”Vi forventer at udvikle en ny udgivelsesplatform til Denoffentlige.dk, idet sitets potentiale slet ikke er indfriet endnu,” udtaler direktør i Media Group Denmark, Lars Vestergaard.
”Ligeledes er vi i dialog med Nick Allentoft i forhold til at tilknytte ham på en eller anden måde. Det er hans projekt, og vi ved hvor mange ressourcer han har investeret i Denoffentlige.dk.”
Opkøbet af Denoffentlige.dk er det seneste af en række køb af sider, hvor det seneste køb var opkøbet af nichesitet esportsmagasinet.dk.
”Vores mål er at eje en større portefølje af sites, hvor vi både kan tilbyde annoncering og advertorials, ligesom vi kan tjene penge på at lave nicheindhold. Vi er hele tiden på udkig efter nye medier, der kan inkluderes i vores portefølje,” fortæller Lars Vestergaard.