Opdateret: 14.45 (5. januar) - Tidligere fremgik det af rubrikken samt indholdet i denne artikel, at Mia Wagner og Anne Stampe Olsen havde snydt sig til 10.2 millioner statskroner. Dette var fejlfortolket og udokumenteret af Nyheder24, eftersom dette ikke blev sagt i de citater, der fremgår i denne artikel. Ejeren af Restudy er citeret for at have sagt, at han er harm over, at hans virksomhedsnavn er blevet skrevet på listen til ansøgningen, mens lektor og phd. på CBS Kalle Johannes Rose er citeret for at have sagt, at det ser ud til, at Nordic Female Founders lyver i sit tilbudsmateriale.
Nordic Female Founders mener dog, at de har alt på det rene, og har derfor i dag gjort oplysningerne omkring de 29 virksomheder tilgængelig for offentligheden. Du kan se oplysningerne her.
Nyheder24.dk har derfor lavet ovenstående opdatering, og samtidig trukket ordlyden tilbage. Den tidligere rubrik lød: 'Medie afslører: Mia Wagner og én anden løve har snydt sig til flercifret millionbeløb' og er nu ændret til: 'Medie påstår at Mia Wagner og én anden løve for at have løjet sig til flercifret millionbeløb'
Opdateret: 20.00 (4. januar) - Artiklen er blevet opdateret, efter at Nordic Female Founders har udsendt en pressemeddelelse med deres syn på sagen. Det kan du læse mere om i bunden af denne artikel.
Frihedsbrevet bringer nu en eksklusiv historie om virksomheden Nordic Female Founders, der er drevet af Mia Wagner og Anne Stampe Olesen.
Sagen er den, at virksomheden er anklaget for at brugt iværksætteres navne i deres ansøgning til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
En undersøgelse foretaget af Frihedsbrevet viser angiveligt, at af de 29 iværksættere nævnt i ansøgningen, har fem aldrig deltaget i eller fuldført et læringsforløb hos Nordic Female Founders.
Ansøgningen sikrede dem 10,2 millioner statskroner.
Det skriver SE og HØR via Frihedsbrevet.
Frihedsbrevet har været i kontakt med 20 af de 29 virksomheder, der har været nævnt som reference. Søren Vandel, der er ejer af Restudy og nævnt af Nordic Female Founders i ansøgningen, afviser ethvert samarbejde med de to kvinder, der begge har siddet i en af de varme stole i DR-programmet 'Løvens Hule':
"Jeg bliver harm over, at de har skrevet vores navn på for at få offentlige midler. I forvejen har jeg svært ved at finde ud af, hvad Female Founders egentlig laver."
Mediet har også været i kontakt med Kalle Johannes Rose, der er lektor og phd. på CBS, der siger følgende:
"Det ser ud til, at Nordic Female Founders lyver i sit tilbudsmateriale og i forhold til de afgivne oplysninger. Det virker som svigagtig adfærd."
Udover de fem virksomheder, der ifølge Frihedsbrevet påstår ikke at have været kunder, har Frihedsbrevet talt med seks andre virksomheder, der er utilfredse med deres forløb hos Anne Stampe Olesen og Mia Wagner.
Da Frihedsbrevet konfronterede Anne Stampe Olesen med disse oplysninger, afviste hun at kommentere specifikke tilfælde og henviste til GDPR.
Opdatering
Siden udgivelsen af denne artikel har Nordic Female Founders udsendt en pressemeddelelse, hvor de belyser deres side af sagen.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at Anne Stampe Olesen er er uenig i udlægningen af dagens historie, som blev bragt af Frihedsbrevet, hvoraf det fremgik at der skulle være virksomheder på referencelisten som Nordic Female Founders aldrig har været i kontakt med.
"Jeg kan nikke genkendende til alle 29 virksomheder nævnt. Vi forholder os i ansøgningen til Erhvervsfremmestyrelsen, ikke til hvor mange dage de har deltaget, vi sætter ikke måltal på gennemførsel for de enkelte virksomheder, og vi påstår heller ikke at alle kursisterne er tilfredse mm.", lyder meldingen fra Anne Stampe Olesen, der fortsætter:
"Vi skriver i ansøgningen, 'Tidligere har vi gennemført udviklingsforløb for 29 iværksættervirksomheder', hvilket betyder at vi på denne ene eller anden måde, har gennemført udviklingsforløb for 29 forskellige iværksættervirksomheder."
"Vi refererer dermed til, at vi har været ansvarlig for at lede eller facilitere disse forløb. Vi forholder os ikke i ansøgningen til, om alle 29 virksomheder har fuldført de forløb de har været med i, eller om de har været tilfredse."