Nogle personer har vidst det siden barnsben, mens andre stadig er i tvivl om deres kald i livet.
Om det er et sikkert valg eller en spontan beslutning, så er valget dit - men du skal være hurtig, hvis du skal nå det.
Hvis du vil søge om optagelse på en videregående uddannelse, er det i dag klokken 12.00 sidste chance for at få sendt en ansøgning afsted.
Det skriver DR.
I år er det muligt at søge ind på syv nye uddannelser, der er åbnet udenfor landets fire største studiebyer. Det vil sige udenfor Aarhus, Aalborg, København og Odense.
Har du et brændende ønske om at uddanne dig til bioanalytiker, kan du nu gøre det i Hjørring. Herudover er det nu muligt at uddanne sig til jordemoder i Slagelse og radiograf i Næstved.
Ifølge DR vil der frem mod 2030 komme 32 nye uddannelsesudbud uden for de fire største studiebyer.