De danske veje er blandt de sikreste i Europa, og det kan der være mange grunde til.
Én af dem kan blandt andet være at vi i Danmark kan risikere at miste vores bil, såfremt vi kører for meget for hurtigt.
Netop den regel kan dog være noget af et problem, hvis man er udlænding og kommer til landet uden at have gjort sit forarbejde grundigt.
I Tyskland er borgerne vant til at køre så hurtigt, som de kan og har lyst til på Autobahn, men i Danmark er der altså andre boller på suppen, og det har fået det tyske medie Bild til at advare de tyskere, der af og til befinder sig på den danske veje.
“I Danmark har myndighederne beslaglagt et tysk ægtepars bil! De kørte for hurtigt – og danskerne reagerede knaldhårdt!”, skriver mediet.
Det tyske ægtepar havde kørt rundt på vejene i Tønder, hvor de havde kørt svimlende 107 kilometer i timen i en 50-zone.
Det skriver B.T.
Parret fik sig noget af et chok, da de fik at vide, at de skulle aflevere deres bil efter at være blevet taget på fersk gerning af en fartkontrol.
Chefen for det lokale færdselspoliti var meget tilfreds med at køretøjet blev beslaglagt ifølge det tyske medie:
“Vi er glade for, at dette køretøj blev beslaglagt. At køre med sådan en hastighed er helt uacceptabelt.”
Det tyske medie underretter altså nu tyskerne om risikoen ved at køre alt for stærkt på de danske veje:
‘Denne lov er De nødt til at kende. De beslaglagte biler bliver senere solgt, og så flyder pengene i den danske statskasse.'