Data fra Statens Serum Institut og udenlandske studier viser, viser at vaccinerne er mindre effektive overfor Omikronvarianten, selv om man har fået 2. stik, sammenlignet med den tidligere Delta-variant.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Vaccinerne beskytter fortsat mod smitte med Omikron, men immuniteten falder hurtigere og formentlig kraftigt allerede cirka 2 måneder efter 2. stik, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Derfor bør varigheden af coronapasset forkortes, lyder det fra vicedirektør Helene Probst:
"Formålet med coronapasset er at mindske risikoen for smitte i situationer hvor mange mennesker samles. Vi ved nu, at vaccinernes beskyttelse mod Omikron er mindre og derfor har vi anbefalet at man ændrer i varigheden af coronapasset, så det afspejler den virkelighed.”
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at coronapasset fremover er gyldigt 5 måneder efter tidligere infektion og 5 måneder efter 2. stik for alle personer over 18 år. Personer under 18 år har indtil videre grønt coronapas efter 2. stik uden begrænsning af varighed.
Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at man kan få sit coronapas tilbage 11 dage efter tidligere infektion, så det svarer til kravene i det øvrige EU. Tidligere skulle man vente 14 dage.