Jonas Vingegaard deltager hverken i EM eller VM i år.
Det meldte hans hold, Visma - Lease a Bike, ud efter en hektisk sæson, der både inkluderede et alvorligt styrt, Tour de France og Polen Rundt.
Beslutningen om at holde en pause i resten af sæsonen har efterladt cykellandsholdets træner, Anders Lund, med blandede følelser i kroppen.
Sådan skriver Ekstra Bladet, der har talt med ham.
Anders Lund afslører, at han har talt med Vingegaard gennem hele året, og at han forstår cykelstjernens beslutning om at sige fra.
"Det er selvfølgelig ærgerligt, at han ikke bliver en del af holdet, men jeg kan godt forstå ham," siger cykellandsholdets træner.
Samtidig understreger landstræneren, at der har været positive tegn fra Vingegaard i løbet af sæsonen. Anders Lundser det som et tegn på, at cykelrytteren er tættere på at indgå i landsholdssammenhæng i fremtiden.
Ikke sikret en plads
Selvom Vingegaard er en af de største stjerner i cykelsporten lige nu, er han ikke automatisk sikret en plads på landsholdet.
Der er kun otte pladser til rådighed, og det kræver mere end blot talent at blive udtaget, lyder det fra landstræneren.
"Han skal først og fremmest melde sig klar til udtagelse. Så må man se på, hvordan ruten passer ham, og hvordan han er kørende. Selv om Jonas er en vidunderlig cykelrytter, er der ingen gratis pladser på landsholdet."
Han påpeger dog, at der er ret stor sandsynlighed for, at Vingegaard er blandt de otte bedste danskere, hvorfor han nok har pænt gode chancer for at få en plads på holdet.
Her har Trine termin
I et tidligere interview med B.T. har Vingegaards hustru, Trine, løftet sløret for, hvornår hun har termin.
"Nu har vi fokus på at være sammen som familie inden familieforøgelsen i start-september," lød det.
Dermed står det klart, at familien Vingegaard meget snart kan få fra at være tre til fire. Vi på redaktionen ønsker parret stort tillykke med det kommende medlem.