Fra midten af januar skulle der i forvejen skrues ned for gyldigheden af coronapasset.
Det betyder, at hvis du er vaccineret med 2 stik, så er passet lige om lidt gyldigt i syv måneder. I skrivende stund er det 12 måneder.
Men nu vil sundhedsminister Magnus Heunicke have reglerne for coronapasset ændret yderligere, så der skæres to måneder af de syv.
Det skriver TV 2.
Det sker på baggrund af nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.
“Sundhedsstyrelsen anbefaler, at varigheden af et gyldigt coronapas efter det primære vaccinationsforløb sættes til fem måneder for personer over 18 år, og at varigheden af et gyldigt coronapas efter tidligere smitte ændres, så det er gyldigt fra 11 dage efter positiv PCR-test til fem måneder efter positiv PCR-test,” lyder det i et svar fra Sundhedsministeriet til TV 2.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Magnus Heunicke har anmodet Epidemikommissionen om en indstilling om at ændre reglerne. Efterfølgende skal det vedtages i Folketinget.
Smitterekord i går
Ønsket om at ændre coronapasset kommer i kølvandet på gårsdagens coronatal, der satte rekord.
Her lød tallet på 28.283 personer, der er testet positive for corona. De positive testsvar er fundet i 231.270 pcr-prøver.
Det er det højeste antal i løbet af et døgn i Danmark i løbet af pandemien.